I Norge har de ikke et Udkantsnorge

Nordmændene har formået at skabe balance i udviklingen mellem land og by.

Tromsø ligger højt mod nord, men er alligevel en velfungerende by. Blandt andet fordi man har anlagt et universitet i byen. (© Colourbox)

Der er over 1800 kilometer fra Oslo i syd til Tromsø i nord, og Norge burde vel med sin langstrukne geografiske profil have stor risiko for at have udkantsproblemer som dem, vi ser i Danmark.

Men sådan er det ikke. Tværtimod taler man ikke om Udkantsnorge hos vores skandinaviske naboer, og dét er der en god grund til:

- I Norge har man en decideret politik, der skal skabe balance mellem by og land. Det har det ligget lidt tungt med i Danmark, siger Lise Lyck, der er ekstern lektor på CBS og KU, til P1 Morgen.

Indkomst skal skabes lokalt

Hun udgav sidste år bogen "Udkantsdanmark og sammenhængskraft i Danmark: En helhedsanalyse," der dels undersøgte de danske problemer og så på, hvordan vores nabolande klarer sig. Og det viser sig, at lande som Sverige, Tyskland, Storbritannien og Norge allerede for mange år siden har sat fokus på problemet.

- I Norge har man tidligt indset, at landet skal kunne fungere som en helhed. Og det gør man ikke ved at overføre penge fra by til land, men ved at søge for, at der skabes indkomst lokalt. Det er ikke nok, at man bare overfører penge, som vi fx har gjort i mange år til Grønland, siger Lise Lyck.

Nordmændene har lagt en plan for, hvordan man gør det muligt at tjene penge lokalt og ser på omkostninger og indtægter i det store perspektiv.

- Man laver en cost-benefit analyse og finder ud af, at der ikke kun er fordele ved centralisering. Der er også mange ulemper som fx, at der kan stå tomme bygninger tilbage i landdistrikterne. Økonomisk kan det være en fantastisk god idé at satse på yderområderne, siger hun.

Savner infrastruktur og uddannelse

I Danmark savner hun infrastruktur. Både i form af bedre bredbånd og mobilnet og i form af bedre transportmuligheder mellem by og land.

Og så er der flere andre ting, der skal fokus på:

- Det er også et spørgsmål om uddannelse. Det kunne vi godt finde ud af tidligere, for hvis vi ikke havde anlagt et univesitet i Aalborg, havde halvdelen af Jylland været ret øde i dag. I Norge er der både et stort universitet i Tromsø og i Bodå, så man sikrer sig, at der er uddannelsesmæssig kvalitet i Nordnorge, siger Lise Lyck.

Men det er vel også så let for Norge, da de jo har alle deres rare oliepenge?

- Dét er et meget populært synspunkt, men som jeg ser det, er det en gevinst for samfundet som helhed, hvis man sørger for en balanceret vækst. Det er spørgsmålet om at få politikken i Danmark til at passe med en udvikling i lokalrområdet, siger Lise Lyck.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:550aa4c36187a406c8942e76

I aften er der fokus på "Opgøret fra udkanten af Danmark" i DR2-programmet DR2 Undersøger klokken 21:30. Her kan du møde ægteparret Kammersgaard, der elsker at bo i Udkantsdanmark, men er tvunget til sælge drømmehuset på grund af jobbet, der flytter.

Facebook
Twitter