I orden at sige at landbruget forurener

Naturfredningsforening må gerne sige, at landbrugets forurening er skyld i lukning af hundredvis af vandboringer.

Det var helt i orden, at formanden for Danmarks Naturfredningsforening sagde, at der hvert år lukkes drikkevandsboringer på grund af landbrugets sprøjtegift.

Det er i orden at sige, at landbrugets forurening er skyld i, at der hvert år lukkes i hundredvis af drikkevandsboringer.

Det slår retten i Roskilde fast i en usædvanlig sag, som landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrug har ført mod Danmarks Naturfredningsforening.

Foreningens tidligere direktør, René la Cour Sell, er i retten frikendt for injurier. Han slipper dermed for at skulle berigtige en udtalelse om, at - der er lukket 400 drikkevandsboringer de senere år - eller måske er det 300 - på grund af landbrugets sprøjtegifte.

Skadelig for omdømme

Udtalelsen faldt i marts 2010, da René la Cour Sell blev interviewet af Landbrugsavisen. Artiklen fik Bæredygtigt Landbrug til at lægge sag an mod ham for en krænkende udtalelse, der er skadelig for dansk landbrugs omdømme.

Foreningen krævede udtalelsen trukket tilbage, hvilket DN nægtede med henvisning til, at vandværkerne i snit lukker omkring 100 drikkevandsvandboringer om året. Der er rester af sprøjtegifte, som blandt andet landbruget bruger, i en stor del af de boringer, som lukkes.

Fratrådte i foråret

- Landbruget anvender 90 procent af de sprøjtemidler, som bliver solgt i Danmark. Selvom det kan være umuligt at påvise præcis, hvor giften i den enkelte forurening kommer fra, så er der ingen tvivl om, at landbrugets sprøjtegift er med til at forurene det danske grundvand og drikkevand, siger jurist og vicedirektør i Danmarks Naturfredningsforening Michael Vendelbo.

René la Cour Sell fratrådte i foråret 2012 sin stilling i Danmarks Naturfredningsforening, men Bæredygtigt Landbrug har valgt at opretholde stævningen.

Facebook
Twitter