Ida Auken vil ikke forbyde brændeovne

Miljøminister Ida Auken vil ikke forbyde folk at tænde op i brændeovne, men vil sikre, at kommunerne giver bøder til dem, der tænder forkert op.

Ida Auken mener, det er for vidtgående at forbyde brændeovne, selv om 200 til 1000 mennesker dør på grund af forurening fra brændeovne hvert år.

På trods af, at mellem 200 og 1000 mennesker mister hvert år livet på grund af røg fra brændeovne, vil miljøminister Ida Auken ikke forbyde brændeovne.

Ryan Lund, der står bag den nye forskning, som viser, at røgen dræber op mod 1000 mennesker om året, mener, at politikerne bør tage de nye tal alvorligt. Han mener Ida Auken bør forbyde brændeovne i beboelsesområder, hvor der er andre tilgængelige varmekilder.

Men det mener ministeren ikke er nødvendigt.

- Et forbud vil være meget vidtgående, fordi der er 700.000 brændeovne i Danmark. Jeg er villig til at diskutere, hvad man kan gøre, for det er klart, at det er et stort problem i nogle områder med mange brændeovne, siger hun.

Kommuner skal give bøder

Derfor har Ida Auken nu bedt Miljøstyrelsen om at se på, hvor der kan sættes ind for at mindske forureningen.

- Kommunerne kan i dag give bøder, hvis folk ikke fyrer rigtigt op, men vi kan selvfølgelig diskutere, om kommunerne bruger deres redskaber på den rigtige måde, siger hun.

Et villakvarter med mange brændeovne kan i dag være ligeså forurenet som en trafikeret vej.

- Det er selvfølgelig et problem, som vi skal gøre noget ved, men et forbud mod brændeovne er for vidtgående, siger Ida Auken.

FacebookTwitter