Idrætsforeninger krydser fingre for lempet kontrol med coronapas

Aftaleudkast lægger op til, at idrætsforeninger kun skal lave stikprøvekontrol af medlemmernes coronapas.

Et nyt aftaleudkast skulle angiveligt lægge op til, at foreningsidrætten kan nøjes med at tjekke coronapas ved stikprøver. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

På torsdag åbner Danmark mere op, og det gælder også den indendørs idræt i foreningslivet.

Her vil der nemlig være åbent for personer over 18 år mod fremvisning af coronapas, så længe man følger det indendørs forsamlingsforbud, som på torsdag hæves til 25 personer.

Kravet om kontrollen af coronapasset ser dog nu ud til at ændre sig for foreningsidrætten.

Sådan lyder det i hvert fald fra både DGI og Danmarks Idrætsforbund, der har set et aftaleudkast fra Kulturministeriet, hvori det fremgår, at kontrollen af coronapas kan ske ved en stikprøvekontrol to gange om ugen.

- Der er ingen tvivl om, at hvis vi ikke helt kan undgå kontrol i det frivillige foreningsliv, så er så lidt kontrol som muligt at foretrække, siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand for DGI.

Selvom hun stadig gerne havde set kontrollen fjernet helt, så skaber muligheden for kun at skulle stikprøveteste medlemmernes coronapas nye muligheder for de foreninger, der ikke kan skaffe bemanding til at tjekke coronapas, hver gang der skal dyrkes idræt hos dem.

- Det har været en helt uoverskuelig ressource, vi skulle bruge på det, og det kompromitterer den tillidsbaserede tilgang, foreningslivet bygger på.

Stod i vejen for åbning

Faktisk er kravet om coronapas for idrætsaktiviteter i foreningsregi ifølge Charlotte Bach Thomassen så stor en byrde, at det ville betyde, at flere foreninger slet ikke kunne åbne.

- Vi har haft et udgangspunkt, der var ekstremt dårligt og havde den konsekvens, at nogle foreninger slet ikke kunne åbne torsdag.

Også hos Danmarks Idrætforbund mener leder af bredde og motion, Mikkel Nørtoft Magelund, at et mere lempeligt regelsæt for coronapasset vil gøre, at flere idrætsforeninger igen vil kunne slå dørene op for deres medlemmer.

- Hvis kravet bliver lempet, og vi får stikprøvekontrol, så løfter vi en byrde af deres skuldre. Det ville være en enorm byrde, hvis vi skulle til at bede vores frivillige om altid at møde op i idrætshallerne for at tjekke coronapas hos medlemmerne, siger han.

Det er nemlig langt fra alle dele af voksenidrætten, der har en holdleder eller lignende, der ville kunne kontrollere, om medlemmerne nu har sikret sig en negativ coronatest før de dyrker idræt.

- Mange af foreningerne ville skulle udkommandere en decideret coronavagt, der skulle stå i døren. Det synes vi, var en helt urimelig byrde at lægge ned over dem.

Man havde dog helst set, at man lod medlemmer bære ansvaret selv.

- Vi foreslog faktisk en model, hvor coronapasset blev et individuelt ansvar for medlemmerne. Så det ikke var foreningerne, der skulle tjekke det.

Fitnessbranchen: Hvad med de private?

Hos Dansk Fitness og Helse Organisation, der blandt andet repræsenterer landets fitnesscentre, efterlyser man, at private aktører bliver tilbudt samme mulighed som aftaleudkastet lægger op til i foreningsidrætten.

- Jeg synes, at man har lavet en rigtig god model for foreningsidrætten, jeg forstår simpelthen bare ikke, hvorfor der skal være forskel på, om man har tillid til folk, alt efter om de træner i det private eller i foreningsidrætten, siger branchedirktør Morten Brustad.

Han mener, at det i den sidste ende handler om, hvilke borgere, man viser tillid.

- Når man fritager en aktør fra at tjekke coronapas, så er det fordi, man har tillid til de borgere, der træner i foreningerne. Det er helt fornuftigt. Jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke har samme tillid til borgere, der træner i en privat sektor.

Handler det ikke også om, at en privat aktør i højere grad vil have et overskud, som han kunne bruge på en, der tjekkede coronapas i åbningstiden?

- Jo, men de skal jo også leve af det. Samtidigt er det er jo også en forskelsbehandling, hvis en privataktør skal betale for det, og foreningsidrætten ikke skal.

Fra kulturminister Joy Mogensen (S) lyder det, at man forventer at offentliggøre de endelige retningslinjer i løbet af kort tid.

- Vi skal i fællesskab finde en løsning, hvor der ikke bruges for megen energi på kontrollen, men hvor vi samtidig finder en balance, så de sundhedsmæssige krav stadig overholdes, og smitten ikke kommer ud af kontrol, siger hun i et skriftligt svar til DR Nyheder.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk