Idrætsforeningerne skal være større, stærkere og mere professionelle, så de kan tage et større socialt ansvar og hjælpe til med at løse flere samfundsopgaver.

Sådan lyder opfordringen i dag fra landets to største idrætsforbund DGI og DIF, der tilsammen repræsenterer 2,5 millioner danskere.

Et af de steder, hvor den lokale idrætsforening i høj grad allerede er involveret i samfundsopgaver, er i byen Tune, hvor 4.400 af byens cirka 5.000 indbyggere er medlem af idrætsforeningen.

Bad om at flygtninge flyttede ud til dem

Sidste år bad Tune IF Greve Kommune bygge pavilloner til flygtninge lige ved siden af dem for at få integreret i første omgang 10 flygtninge. Og 40 frivillige er involveret i integrationen.

Tune IF tager i forvejen ansvar i forhold til særligt udsatte målgrupper herunder patientgrupper.

- Idræt er en naturlig del af lokalsamfundet. Og vi tænkte, at vi ville kunne integrere 10 flygtninge fra Eritrea og Syrien stille og roligt gennem idrætslivet - for senere at fremme integrationen i hele Danmark, kan man sige. Starte i det små og gøre integrationen større, siger Pauli Christensen, næstformand i Tune IF til DR.

Hjælper med en mængde ting

Flygtningene er med i forskellige idrætsgrene, og foreningen giver dem sprogundervisning to gange om ugen som supplement til kommunen sprogundervisning.

Man hjælper dem med en lang række andre ting, som kulturelle begivenheder, fællesspisning, lektiecafé og lægebesøg, ligesom hver flygtning har en mentorfamilie, der tager sig af vedkommende.

I Tune har man kræfterne, men Pauli Christensen anerkender, at det kan være et problem i andre foreninger og lokalsamfund.

- Selvfølgelig kommer det an på, hvor mange mennesker der bor i lokalsamfundet. Måske er der en grænse ved 5000 som hos os, måske 3000. Og så kan det være, at der ikke skal sættes gang i så mange aktiviteter. Men man skal i hvert fald ikke være bange for det siger han.

Basket for udfordrede grupper af børn

Bange er man bestemt ikke i Hvidovre Basketball, hvor klubben siden august har haft et børnehold for børn med særlige udfordringer. Holdet blev straks fyldt op og tæller i dag autister, hjerneskadede og Downs syndrom.

Anledningen var, at to autister var startet i klubben, og så hørte man om en anden klub, der havde lavet et særligt hold for autister.

Der er seks frivillige trænere, og med hjælp fra en autismeekspert i DGI og Danmarks Basketball Forbund har de lært, hvordan de skal håndtere autister og andre udfordrede børn.

Man bruger blandt andet piktogrammer til at strukturere træningen for autisterne. Hele hallen lukkes af for andre under træning. Og der er tid undervejs til, at børnene kan gå lidt ud til siden og komme ind igen på banen.

- Der er en masse glade børn, der får lov til at spille basket og få sved på panden og få noget socialt samvær, siger træner og holdleder Henrik Rasmussen.

Kræver ressourcer – men gevinsten er guld

Han forstår udmærket, hvis det kan virke uoverskueligt for klubber at lave tilbud til særligt udsatte grupper.

- Det kræver nogle ressourcer, det kræver, at man er velforberedt og ved, hvad man gør, og at man har lyst til det her, siger han.

Til gengæld får både børn og trænere en masse ud af det:

- Børnene er glade, når de kommer. De er glade, mens de er, og de er glade, når de går. Og vi trænere er glade hele tiden, siger Henrik Rasmussen.

Taknemmelig mor

Signe Brinck er mor til dreng på otte år, der spiller på holdet. Hun forklarer, at det er første gang, at han har lyst til at gå til sport.

- Han vil være med hver gang og har ikke lyst til at miste noget. Det er dejligt, siger Signe Brinck.

- Jeg er ikke sikker på, at alle klubber tænker det ind, for man har jo sporten som sit mål og vil udvikle på det. Men her syntes man, at det var en god idé. Og jeg synes jo, at det er fantastisk, at nogen på eget initiativ har haft lyst til det. Det er jeg meget taknemmelig for, siger hun.

Amerikansk fodbold for udfordrede børn

Dansk Amerikansk Fodbold Forbund - DAFF - er også på vej til at hjælpe kommunerne med at løfte sociale opgaver.

Lige nu er forbundet i gang med at planlægge, hvordan man fra nytår og fire år frem skal rumme flere udfordrede børn og unge – herunder ADHD-børn og børn, der kæmper med vægten. Det er typisk børn, der i dag ikke er foreningsaktive eller idrætsaktive.

- Vi tror, at vi har nogle idrætsgrene (amerikansk fodbold og cheerleading), hvor man kan tænke sig, at børn fra fx Julemærkehjemmene – typisk lidt overvægtige – kan komme, og hvor det kan være en bonus at være lidt større end de andre, siger landstræner og sportschef Lars Carlsen.

I cheerleading laver pigerne fx akrobatiske øvelser som pyramider, hvor pigerne i bunden kaldet baser, gerne må være lidt større, idet de skal bære og kaste nogle af de mindre piger.

- Og så kan vi give børnene en succesoplevelse, der kan føre til rigtig mange ting. Det har vi set ske rundt i vores foreninger, hvor de lidt sporadisk har samlet det op, siger han.

Går fra at blive valgt sidst i idræt

Han nævner et eksempel fra Randers, hvor to skoletrætte drenge begyndte at træne amerikansk fodbold. De tabte sig, fik fedtet lavet om til muskler og fik bedre karakterer i skolen.

- De blev i det hele taget mere velfungerende. Og det var også en inspiration til os, siger Lars Carlsen.

Landstræneren forklarer, at sådanne drenge normalt bliver valgt sidst i idræt.

- Det er jo ikke sjovt, og så sidder de bare hjemme på værelset, synker mere ned i deres sofa, spiller mere playstation og drikker mere cola og spiser chips, siger han og erkender, at det er et lidt fortegnet billede, men at pointen er klar.

Til at blive valgt først …

Når de så kommer ud til amerikansk fodbold, bliver de valgt først. Og holdkammeraterne jubler, fordi de har brug for spillere, der er store og kan bruges på banen.

- Så kan drengene pludselig bruges til noget, der giver mening. Og så får de en hel anden tilgang til livet. I sidste ende er det mennesker, vi arbejder med, og de skal have en god oplevelse, siger Lars Carlsen.

I forvejen er der ADHD-børn på landsholdet i amerikansk fodbold, og det fungerer fint.

- Der er systemer, rammer og klare tidspunkter for, hvornår man gør dit og dat. Og vi oplever dårligt, at de har særlige udfordringer. De stikker ikke ud på nogen måde, siger Lars Carlsen.