Ikke alle tager afstand fra terror

Et overvældende flertal af befolkningen tager klart afstand fra terror. Men flere muslimer end resten af befolkningen mener, at terror kan være acceptabelt, viser undersøgelse.

(© Muslim. Foto: Ortonesque © Stock.xchng)

Et overvældende flertal af den danske befolkning tager klart afstand fra terror. Men i gruppen af muslimer er tallet ikke så højt som i resten af befolkningen.

Spørger man den ikke-muslimske del af befolkningen siger 97 procent, at terror er uacceptabelt.

Men kun 82 procent af muslimerne tager klar afstand fra terror, viser en måling som Capacent har lavet for DR Nyheder.

Resten af muslimerne vil derimod ikke direkte tage afstand fra terror. Seks procent er enig i, at terror kan være acceptabelt.

Justitsminister Brian Mikkelsen er bekymret over tallet.

- Vi bor i et retssamfund og et demokrati. I et samfund som vores burde det være alle muslimer uden undtagelse, der tog skarpt afstand til terrorisme.

Anden opfattelse af terror

Terrorforsker Jørgen Staun fra Dansk Institut for Internationale Studier er dog knap så bekymret som ministeren.

- Det kan være, at dem, der er spurgt, har en anden opfattelse end det, man har her i landet af, hvad der er terror. Det kan være, de ikke synes, det er terror, men befrielseskamp, siger han til Radioavisen.

Hver 10. muslim i undersøgelsen havde ikke nogen holdning til spørgsmålet.

Facebook
Twitter