Ildkugler fra udskældt batteri ramte Nickis mor

Et bestemt fyrværkeribatteri har natten igennem voldt flere danskere problemer.

Kritikken af fyrværkeribatteriet "Solopgang" fra T. Hansen fortsætter.

Nytårsaften og -nat har batteriet skabt kaotiske scener flere steder i landet, skriver en lang række læsere til DR Nyheder.

Mere end 40 læsere har skrevet til DR Nyheder i løbet af det seneste døgn og beskrevet ubehagelige oplevelser med fyrværkeri fra T. Hansen. Heraf nævner omkring 30 specifikt batteriet "Solopgang". Og flere fortæller, at de er blevet ramt af fyrværkeriet.

Nicki Meisner fra Næstved forklarer som mange andre, at batteriet i stedet for at skyde sine kugler op i luften pludselig begyndte at skyde kuglerne sidelæns og over mod Nicki Meisner og hans familie.

- Der kom først tre-fire skud mod himlen, men så kom der gløder ud af siden på batteriet, og to-tre sekunder senere kom der skud mod os og eksploderede, siger Nicki Meisner.

Ramte mor på foden

Nicki Meisner fortæller, at han og familien stod omkring 10 meter fra batteriet, mens Nicki Meisners mor blev alligevel ramt på foden af skuddene. Foruden et par ødelagte strømpebukser fik moderen "en meget hævet fod og et brændemærke".

- Hun gik ind og fik noget koldt på, men så begyndte foden at hæve, så hun næsten ikke kunne gå, siger Nicki Meisner.

Han vil nu tage kontakt til T. Hansen og klage over fyrværkeribatteriet samt bede om erstatning.

- Det er jo dem, der har ansvaret i sidste ende, men jeg håber i det mindste bare på en undskyldning fra dem, siger Nicki Meisner.

Nicki Meisners mors fod, efter at den kom i nærkontakt med ildkugler fra batteriet "Solopgang". (© Privatfoto)

Utrøstelig datter på otte år

"Solopgang" fungerede heller ikke ordentligt i Hornslet ved Randers, hvor Eva Alvin og cirka 30 andre havde taget opstilling for at se fyrværkeribatteriet.

Men kort efter antændelsen begyndte batteriet som i flere andre tilfælde at skyde kugler til siden.

- Lige pludselig var hele vejen fyldt med ildkugler, og vi prøvede at komme væk, og der var børn der græd. Det var meget dramatisk, siger Eva Alvin.

Ingen kom alvorligt til skade som følge af batteriets skud til siderne, men Eva Alvins otteårige datter blev meget bange.

- Hun var totalt utrøstelig og græd i over to timer, før hun faldt i søvn. Det er ikke lige det, man forventer, når man forsøger at købe noget familievenligt fyrværkeri, siger Eva Alvin.

Hun vil ligesom Nicki Meisner klage til T. Hansen over fyrværkeribatteriet.

Nicki Meisners mors fod, efter at den kom i nærkontakt med ildkugler fra batteriet "Solopgang". (© Privatfoto)

Over 40 kunder har skrevet til DR

T. Hansen oplyser onsdag formiddag, at man ikke vil kommentere sagen, før man har modtaget henvendelser fra flere utilfredse kunder. Foreløbig har kun en enkelt kunde henvendt sig, lyder det fra T. Hansen.

Firmaet understreger desuden på sin hjemmeside, at alt fyrværkeri, der sælges i T. Hansens butikker, er CE-godkendt og gennemtestet.

T. Hansen har derfor ikke udsendt en advarsel om mulige problemer med "Solopgang" på trods af, at flere kunder har beskrevet problemer med batteriet på dr.dk.

Tilbyder pengene retur

Eva Alvin finder det "forkasteligt" ikke at sende en advarsel ud, når man har været opmærksom på de mulige problemer.

- Det kan godt være, de har overholdt reglerne, men når de er klar over, at der er noget, der er farligt, må man da sende en advarsel ud, siger hun.

T. Hansen skriver på sin hjemmeside, at man kan levere "Solopgang" - eller et hvert andet stykke fyrværkeri købt hos thansen.dk - tilbage og få sine penge retur.

Se Eva Alvins optagelse af, hvordan batteriet fra T. Hansen volder store problemer, i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter