Imam: Jeg er 100 procent sikker på, at Abdel kan blive hetero igen

Ny programserie skildrer muslimer og imamers forhold til homoseksualitet.

DR2-programmet ”Helvedes homo – en muslim springer ud” følger forfatter og TV-vært Abdel Aziz Mahmouds personlige rejse fra skabshomoseksuel muslim til frontlinjen i debatten om homoseksuelle muslimer.

- Hidtil har jeg ikke ville lave programmer som det her. Ikke noget der satte muslimer i et negativt lys eller sværtede dem til. Det var jeg træt af, og jeg begyndte at blande mig i debatten for at fortælle de gode historier. Men der er bare et problem her, siger Abdel Aziz Mahmoud i programmets intro.

Der klippes derefter til en privatoptagelse, hvor Abdel Aziz Mahmoud filmer sig selv kort før han i 2009 sprang ud som homoseksuel over for sine forældre.

- Jeg tror ikke det kommer til at gå, gentager en grædende Abdel Aziz Mahmoud til kameraet.

Hans forældre modtager imidlertid nyheden med ophøjet ro. ”Var det ikke andet” var reaktionen fra Abdels Aziz Mahmouds mor ifølge ham selv.

Den 35-årige tv-vært sprang offentligt ud som homoseksuel i oktober 2016. Det skete i programmet ”Familien fra Lærkevej” på DR2, hvor han i seriens sidste program flyttede sammen med sin mandlige kæreste.

Mens Abdel Aziz Mahmouds seksualitet er en sidehistorie i ”Familien fra Lærkevej”, bruger tv-værten det aktuelle program ”Helvedes homo” til at skildre sin omgangskreds reaktioner på nyheden samt imamers og rettroende muslimers generelle syn på homoseksualitet.

Imam: Homoseksualitet er en synd

Af udsendelsen fremgår det, at Abdel Aziz Mahmoud har haft svært ved at finde imamer, der vil udtale sig om homoseksualitet foran kameraet. Det lykkes ham dog at lave en interviewaftale med imam Kassem Rachid, der mener, at homoseksualitet er en synd, og at det strider imod den hensigt, Gud har haft med mennesket.

- Der er nogle, der går så langt væk fra Guds ord og den måde, som Gud har skabt os på, og i stedet følger sine lyster og sine ønsker. Det handler også om den måde, man er opdraget på og det hjem, man kommer fra, siger Kassem Rachid og uddyber:

- Hvis man vokser op i et hjem, hvor man ikke får den rigtige kærlighed. Måske har forældrene et problem med alkoholisme, er narkomaner eller andre ting, så vil et barn, der vokser op i et sådan hjem, ikke vælge den rigtige måde at leve på. Man har brug for hjælp. Jeg er sikker på, at de mennesker har brug for vores hjælp og vores støtte, så de kan finde den rette vej igen.

Da Abdel Aziz Mahmoud i programmet afslører overfor imamen, at han selv er homoseksuel, opfordrer Kassem Rachid ham til at arbejde aktivt for at bekæmpe sin homoseksualitet.

- Jeg er 100 procent sikker på, at du nok skal komme ud af det. Og jeg er 100 procent sikker på, at det stadig er en unaturlig måde at leve på, siger han.

Særligt beskeden om at Abdel Aziz Mahmouds homoseksualitet skulle skyldes en dårlig opdragelse, rammer ham hårdt, og han lægger op til, at han i næste program vil opsøge andre imamers synspunkt.

Næste afsnit af ”Helvedes homo – en muslim springer ud” vises mandag den 16. april klokken 22 på DR2.

Facebook
Twitter