Imam: Nye jomfruhinder er en lappeløsning

At piger får ny jomfruhinde er mere et kulturelt spørgsmål end religiøst betinget, mener Imam Abdul Wahid Pedersen. Han siger, at det ikke burde være nødvendigt.

Iman Abdul Wahid Pedersen siger, at piger der får nye jomfruhinder går det af kulturelle frem for religiøse årsager. (© DR)

Det burde ikke være nødvendigt, at piger får en ny kunstig jomfruhinde, fordi de skal giftes. Det siger Imam Abdul Wahid Pedersen.

- At jomfruhinden er sprunget, kan have helt andre årsager, end at pigen har været ude på andet ærinde. Men pigerne vurderer vel, at det er en kulturelt betinget nødvendighed, hvis de får en ny, siger imamen.

Ud fra et religiøst synspunkt ændrer en ny kunstig jomfruhinde ikke på virkeligheden, mener imamen videre.

Derfor kan man ikke give religion skylden for, at pigerne tager kirurgi i brug for eventuelt at sløre et aktivt sexliv, inden de bliver gift.

- Det kan ikke udelukkes, at pigerne kan have behov for bedre sundhedsoplysning, da de reagerer på en kulturel forventning og tyr til den slags "lappeløsninger". En kunstig jomfruhinde gør ikke pigen til jomfru og er vel i bund og grund blot et forsøg på at kunne leve op til de forventninger, som den omgivende verden stiller. I religiøst øjemed ændres intet, siger Abdul Wahid Pedersen.

Facebook
Twitter