Imamens datter: Hele mit liv har jeg skullet forsvare mig

I en ny serie ser Zahra Pedersen, datter af imamen Abdul Wahid Pedersen, nærmere på, hvordan det er at være fanget mellem to kulturer.

Forleden fik hun en kommentar på Facebook, som Zahra Pedersen betegner som typisk.

Hun havde lagt en træningsvideo op, hvor hun iført en træningstop laver nogle boxjumps.

En bruger følte trang til at kommentere og tagge en veninde:

- Kunne hun ikke gå i noget lidt mere tildækket tøj, når hendes far er imam?

Zahra kunne ikke lade være med selv at svare:

- Hvorfor skulle jeg det? JEG er ikke imam.

Kommentaren indkapsler i en nøddeskal de forventninger, som Zahra Pedersen i sit 32-årige liv ofte er blevet mødt med. Som datter af en marokkansk mor og imam Abdul Wahid Pedersen er hun vant til at skulle forsvare ikke alene sin fars udtalelser, men også sin tro og sine egne handlinger.

- Det er sådan en meget typisk ting, som jeg får fra mit bagland: 'Lad være med at gøre det for din fars skyld', siger hun.

- Jeg er stolt af min far, men det er hans liv. Det er ikke mit, forklarer hun.

Ikke accepteret som fuldblodsdansker

Og det er netop den pointe, der er omdrejningspunktet i en ny programrække på DRK, "Kampen om mig", hvor Zahra Pedersen er vært.

Her besøger imamens datter andre danskere med såkaldt anden "etnisk baggrund end dansk", og hun hører, hvordan de har oplevet at være fanget mellem to kulturer.

- Jeg vil gerne give et indblik i, hvordan det er, når man er født i Danmark og måske føler sig dansk, men ikke bliver accepteret som fuldblodsdansker. Og samtidigt heller ikke bliver accepteret i, hvad ens anden etniske baggrund nu er, siger hun.

- Man prøver at finde sin egen vej, men man bliver hevet i fra begge sider.

I det første program møder hun Halime Oguz, der som 17-årig blev gift i et arrangeret ægteskab. Hun blev siden skilt, tog en universitetsuddannelse og et opgør med ghettoens lukkede miljø. I dag sidder hun i Folketinget for SF.

Se klip fra 'Kampen om mig', hvor Zahra Pedersen møder Halime Oguz i videoen nedenunder.

For Zahra Pedersen har arbejdet med serien sat en masse tanker i dag.

- Det har været meget overraskende at se, hvor meget modstand mod integration, der kan være fra begge sider, siger hun.

Store spørgsmål for en teenager

For når man føler sig angrebet på sin identitet er det nemt at gå i forsvarsposition.

- Sådan en som mig... hele mit liv har jeg skulle forsvare ting, som jeg ikke føler er min opgave at forsvare, siger hun.

Eksempelvis når hun på en date skal stå på mål for, hvordan homoseksuelle bliver forfulgt i Syrien.

- Jeg har aldrig været i Syrien. Det er slet ikke min verdensdel. 'Men det er jo din religion'. Nej, det er ikke min religion. Min religion er hos mig. Det andet er bare idioter, der leger konge for en dag, siger hun.

Hendes far, Abdul Wahid Pedersen, var mediernes førstevalg i 00'erne, når der skulle kommenteres i de eksplosive islamdebatter i forbindelse med 11.september-angrebet og Muhammed-krisen. Som teenagepige krøb de store spørgsmål ind i hverdagen.

- Når han havde været i en tv-debat, så skulle jeg de næste dage forsvare det i skolen. Står der virkelig det i koranen?

- Det var ikke, fordi folk nødvendigvis sagde grimme ting. Men der var en forventning, om at jeg skulle kunne forsvare, hvad han havde sagt. At jeg som 14-årig havde en forståelse for min religion, som jeg bare ikke havde. Jeg var ikke i stand til at føre dybe samtaler, om der står i koranen, at man får 72 jomfruer i himlen, siger hun.

Valgte tørklæde til - og fra

Hun gik på en "dansk" skole og er opdraget "relativt frit", men da lysten til at drikke alkohol, feste og kysse på drenge meldte sig, skulle hun alligevel tage hensyn til, hvad naboerne på Blågårds Plads tænkte.

- Der kunne jeg godt mærke, at selv om mine forældre til en vis grad vidste, hvad jeg lavede, så måtte man stadig gå stille med dørene. Man skulle passe på med, hvem der så hvad. For det kunne jo bringe skam over familien, hvis man var fuld en dag, og der var en nabo, der havde set det, fortæller hun.

Som 11-årig valgte hun selv at tage det muslimske tørklæde, hijab, på. Og som 16-årig besluttede hun selv at tage det af.

- Jeg begyndte at stille spørgsmål til det. Hvad betyder det egentligt? Tror jeg på det? Hvad vil det betyde for mit liv, hvis jeg vælger at udstille mig selv som muslim meget visuelt over for omverdenen?

Flyttede til London

Hun flyttede til Tyskland som au pair, og der blev hun pludselig syg. Som 19-årig fik hun konstateret lymfekræft. Behandling med kemoterapi og strålebehandling fik bugt med sygdommen, men bagefter havde hun behov for at komme ud og "leve livet fuldt ud".

Hun flyttede til London, hvor hun boede i et årti, og i dag kan hun godt se, at det ikke var tilfældigt.

- Der var en frihed i den her anonymitet, hvor jeg kunne dumme mig og finde mit eget fodfæste - finde ud af hvem jeg var uden nogen forventninger. Jeg frygter at tænke på, hvem jeg ville have været, hvis jeg ikke havde flyttet, siger hun.

I dag er hun tilbage i København, og hun har også fundet religionen igen. Men på sin egen måde, understreger hun.

- Det har været vigtigt for mig, at islam passede ind i mit liv. At min tro var baseret på kærlighed og ikke frygt, siger hun.

Religionen skal passe til hverdagen

For ifølge imamens datter må man gerne have lov til at være lidt kritisk:

- Bare fordi det står i koranen, er det ikke ensbetydende med, at det er korrekt for vores hverdag, siger hun. Eksempelvis det der med, at en mand må have fire koner.

- Ja, det står i koranen, men det er ikke tidssvarende. Det blev sagt på en tid, hvor mændene døde i kamp, og der var en masse enker, som ikke kunne passe på sig selv. Derfor måtte en mand have flere koner, siger hun.

- I dag, hvis en mand gerne vil have flere koner, så er det, fordi han ikke kan holde pikken i bukserne.

Hun håber, at tv-serien kan være med til at give en forståelse for andre nydanske unge, der føler sig splittede.

- Det er en meget svær balance at finde, og jeg tror, at jo mere vi skubber og gør krav, desto sværere bliver det for folk at føle sig hjemme, der hvor de rent faktisk har hjemme, siger hun.