Import-koner og kunstige livmødre: Hvad kan en skruk singlemand stille op?

Brugerne på dr.dk debatterede ufrivilligt barnløse mænd efter andet afsnit af 'Vil du føde mit barn?'

Mads Tørholm, 41, er en af de medvirkende i DR2-udsendelsen 'Vil du føde mit barn?' (© dr)

Mens et stigende antal danske kvinder vælger at få børn med sig selv, ender flere og flere mænd ufrivilligt barnløse - næsten hver femte danske mand på 50 år har endnu ikke fået børn.

Men den udvikling kan vendes med et overraskende enkelt tiltag.

Enlige mænd, der er nået op i årene og brændende ønsker sig at få børn, skal nemlig kunne få rådgivning i at importere en fødedygtig kvinde fra et andet land.

Sådan lyder forslaget i debatten på dr.dk efter andet afsnit af DR2-udsendelsen 'Vil du føde mit barn'.

- Hvad med at give dem bedre mulighed og rådgivning omkring at importere en ægtefælle. Det hænder vel, at der kommer et godt ægteskab ud af det, skriver Jesper Madsen, bruger på dr.dk.

Fremtidsforsker og foredragsholder Liselotte Lyngsø er enig, men pointerer, at løsningen kan bruges af begge køn:

- Den letteste og sikreste måde at få børn på må være at 'importere' en far eller en mor (...) og der er mange, der ser det som den eneste billet til et liv i EU, skriver hun.

I 'Vil du føde mit barn' møder seerne vidt forskellige danske mænd mellem 41 og 51 år, som har det til fælles, at de endnu ikke har fået børn, selv om de gerne vil have det.

To af dem, Leopold Sireborn og Mads Tørholm, var også med i netdebatten på dr.dk, og de mener begge, at der skal mere fokus på mænd og kvinders ulige muligheder for at få et barn selv.

- Mænd bliver også skruk. Vi når nok ikke en panikalder, hvor det skal lykkes inden, men ellers ser jeg ingen forskel, skriver Leopold Sireborn.

I USA og en række andre lande kan man betale en kvinde for at være rugemor og føde sit barn, men den mulighed findes ikke i Danmark, for her er betalte rugemødre ulovligt.

Det betyder, at danske mænd ikke har samme muligheder som danske kvinder for at få børn på egen hånd.

I snart ti år har enlige kvinder nemlig lovligt kunnet lade sig inseminere på en fertilitetsklinik.

Men det kan ikke kaldes mangel på ligestilling, mener DR-brugeren Mai Janner MacKayzee:

- Det virker lidt søgt at bruge begrebet ligestilling i den her sammenhæng, idet kvinder og mænd jo ikke fysiologisk er ligestillet. Kvinder kan ved hjælp af donorsæd bære deres eget barn, men vi kan jo ikke som samfund tvinge en kvinde til at bære en mands barn, og da det endnu ikke er muligt at skabe børn i en kunstig livmoder, ja så er der jo lange udsigter til ligestilling på det her område, pointerer hun.