Indlagt med blodprop: Prins Joachim måtte hastes til hospital i ambulance

Prinsen blev først indlagt på lokalt hospital, men blev kørt videre til universitetshospital.

Prins Joachim er blevet opereret for en blodprop i hjernen. Hans tilstand er stabil. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det var midt i prins Joachims sommerferie, da han sent fredag aften blev ramt af en blodprop i hjernen.

Prinsen holdt ferie på kongefamiliens vinslot, Château de Cayx i Sydfrankrig, og blev i første omgang indlagt på et lokalt hospital i byen Cahors, der ligger cirka 20 minutters kørsel fra slottet. Senere blev han hastet videre til et universitetshospital i ambulance.

Prinsen er ved bevidsthed og er klar over, hvad der er foregået, fortæller DR's internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue.

Kongehuset har oplyst, at prinsen er blevet opereret, og at operationen var 'vellykket'.

- Hans Kongelige Højheds tilstand er i dag stabil, skrev kongehuset i en pressemeddelelse.

- Som vi hører det fra kongehuset, lader prins Joachim til at være kommet ud på den anden side, og at han efter omstændighederne har det godt, selvom det var et noget dramatisk forløb i aftes, fortæller Stéphanie Surrugue.

- Ifølge mine oplysninger er lægerne på Rigshospitalet i kontakt med hospitalet i Toulouse. Der er overvejelser om, at det vil være naturligt i denne situation, at prinsen bliver indlagt i Danmark, men efter sådan et forløb må man ikke flyve, så det er tydeligvis ikke nu, siger hun.

(Det er på Hopital Pierre-Paul Riquet of the University Hospital Centre (CHU) i Toulouse, Sydfrankrig, at prinsen er indlagt. Kongehuset oplyser, at prinsesse Marie er ved sin mands side på hospitalet. (Foto: REMY GABALDA © Scanpix)

Prins Joachim har det seneste år boet i Paris med sin hustru, prinsesse Marie, og parrets to børn. Her har han taget en militær lederuddannelser på Centre des Hautes Études Militaires (CHEM) og Institut des Hautes Études de la Défense Nationale (IHEDN).

De seneste uger har familien holdt ferie på Cayx. I onsdags ankom prins Joachims to ældste sønner og ekskonen, grevinde Alexandra, for at fejre prins Felix 18-års fødselsdag.

1. september starter prinsen efter planen i jobbet som Danmarks forsvarsattaché i Paris.

26.07: Kongehuset præciserer, modsat hvad DR tidligere har rapporteret, at Prins Joachim ikke blev fløjet med helikopter i forbindelse med i overflytningen fra hospitalet i Cahors til universitetshospitalet i Toulouse, men derimod kørt med ambulance.

Sådan opstår en blodprop i hjernen

  • Når en blodprop eller blødning i hjernen opstår, stoppes blodtilførslen til en del af hjernen. Med blodet kommer der ilt og næringsstoffer til hjernecellerne. Det er det, de lever af. Derfor dør hjernecellerne i det område, der ikke får blodtilførsel.

  • Hvis gennemstrømningen af blod til en del af hjernen mindskes eller helt holder op på grund af blødning eller blodprop, kan den del af hjernen ikke fungere normalt, og der vil vise sig forskellige symptomer.

  • Symptomer kan være fx halvsidig lammelse af krop eller ansigt, forstyrrelser af talen eller synsændringer.

  • Behandling kan fx være blodfortyndende medicin, som opløser blodproppen (typisk de mindre), inden cellerne dør. Denne behandling skal ske inden for 4,5 time.

  • Derefter kan man foretage trombektomi inden for 24 timer. Her føres et kateter ind gennem en blodåre i lysken og op til hjernen, så blodproppen kan 'fiskes ud'.

  • Forhøjet blodtryk, rygning og diabetes er de tre største årsager til blodprop eller blødning i hjernen.

  • Kilder: Hjernesagen, Sundhed.dk

Facebook
Twitter