Indre Mission: Queer-ideologien skal ikke være definerende for samfundet

Indre Mission ønsker en åben debat om køn og seksualitet uden politisk korrekthed.

Hans-Ole Bækgaard ønsker en mere kritisk debat om queer-ideologi og hvordan den påvirker samfundet i Danmark. Han frugter at queer-ideologien kommer til at definere vores fremtid og samfund. (© Indre Mission)

Kan man være dansk, når man mener, at køn er biologisk defineret?

Det spørgsmål stiller formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard.

Udtalelsen kommer i kølvandet på Copenhagen Pride, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen talte om kærlighed og tolerance:

- Mennesker og kærlighed kommer i mange former. Og der er rigeligt plads til alle. Vi her til lands siger fra – som i helt fra – overfor kræfter, som ønsker fortidens forstokkede menneskesyn, siger Lars Løkke Rasmussen.

Og det er statsministerens ord om at sige fra over for fortidens forstokkede menneskesyn, der bliver kritiseret af Hans-Ole Bækgaard.

'Politisk ukorrekt kritik'

Han mener, der er en korrekthed i dansk politik i forhold til LGBT-miljøet og queer-ideologien. En korrekthed, der gør, at folk som ham har en forkert og gammeldags holdning, der ikke har hjemme i et moderne og regnbuefarvet Danmark.

- Jeg savner, at man er mere kritisk over for det ideologiske i kønsdebatten, som ”queer” rummer, og at køn grundlæggende ses som en social konstruktion. Det opleves som politisk ukorrekt at rejse den kritik, siger han.

Hans-Ole Bækgaard udtalte sig onsdag til Berlingske om sagen. Torsdag blev han interviewet til P1 Morgen, og DR Nyheder har efterfølgende talt med ham.

'Vi skal være her alle sammen'

Ifølge Hans-Ole Bækgaard er vi blevet for rummelige. Han mener, at queer-ideologien i høj grad påvirker og i nogen tilfælde gennemsyrer politiske beslutninger og hensigter.

Derfor er det vigtigt, at vi tager emnet op til debat og ser på, hvordan vores samfund skal se ud i fremtiden. Er det et samfund med grobund i queer-ideologien, hvor vi bliver kønsneutrale, eller skal vi holde fast i vores klassiske mand og kvinde samfund.

- Hvis queer-ideologien skal definere normen i samfundet, så vil det ændre fundamentale praktiske dele af det. Hvad skal der stå på kørekortet om køn, hvordan vil et CPR-register se ud uden angivelse af mand og kvinde, og har vi fortsat et kvinde- og et herrelandshold i et queersamfund?

Hans-Ole Bækgaard understreger, at vi alle sammen skal være her, men han sætter spørgsmålstegn ved, om en ideologi og en gruppe mennesker skal kunne rykke ved så fundamentale dele af samfundet, som han frygter queer-idologien kommer til.

- Flydende køn vil vel rent praktisk betyde en række neutrale områder, f.eks. omklædningsrum, hvor både kvinder fra juridisk- og biologisk hånd skal stå side om side, siger han.

'Ikke kun et kristent problem'

For Hans-Ole Bækgaard er det ikke kun et kristent problem, han siger, at der er flere i samfundet, der føler sig klemt med deres holdninger om køn og seksualitet. Og derfor er det vigtigt at emnet tages op til debat.

- Regeringens handlingsplan for LGBT-personer er med til at bane vej for queer-ideologien, hvor man dropper traditionel kønsidentitet for i stedet at lade den være flydende og selvvalgt. Hermed støtter man en ændring af en grundlæggende norm i samfundet, og det kan opleves vanskeligt at kritisere denne samfundsudvikling, siger han.

I september skal en række kristne foreninger samles og diskutere, hvordan de kan komme til orde i kønsdebatten.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter