Indretning af børnehave havde betydning for pædofilisag

Det var i børnehaven her i Albertslund, at en pædagogmedhjælper gennem en lang årrække krænkede og voldtog børn.

Indretningen af Børnehuset Rosenly i Albertslund, hvor den 48-årige pædofilidømte Per Pedersen gennem en lang årrække seksuelt misbrugte børn, havde betydning for overgrebene.

Det fastslår både politiet, fagforeningen BUPL, gerningsmanden selv og en undersøgelse af arbejdsgangene i børnehaven, som Kommunernes Landsforening, KL, har lavet.

- Rosenlys bygning er uhensigtsmæssig og utidssvarende. Det er umuligt at opfylde de sikkerhedsmæssige behov, der er i en institution for opsyn i alle rum. Flere medarbejdere har oplyst, at soverummet og det tilhørende puslerum bør indrettes, så det er mere gennemsigtigt, står der i KL-undersøgelsen.

Den blev lavet i kølvandet på anholdelsen af Per Pedersen i foråret 2017.

I en politiafhøring af Per Pedersen, som DR har fået indsigt i, fortæller gerningsmanden om indretningen af børnehaven.

Per Pedersen begik overgreb i puslesituationer, og når børnene skulle sove lur. I 2013 blev soverummet i børnehaven flyttet. I alt 23 børn blev krænket og voldtaget i børnehaven.

- Han bekræftede, at det ændrede noget for ham, at man flyttede soverummet fra det gamle puderum til det nuværende soverum, fordi det blev flyttet væk fra vinduerne ud til den store legeplads. Det nuværende soverum lå mere skærmet, står der i politirapporten.

Døre er blevet skiftet ud

Københavns Vestegns Politi, som efterforskede sagen mod Per Pedersen, har været i børnehaven for at lave gerningsstedsundersøgelser.

- Den børnehave kunne godt have været indrettet mere hensigtsmæssigt for at undgå de her ting. Jeg tænker, at man næppe ville indrette en børnehave på samme måde i dag, siger politikommissær Ole Nielsen, der har ledet efterforskningen.

Da Per Pedersen blev anholdt, tog man straks dørene ind til puslerummet og soverummet af og erstattede dem med døre med vinduer i.

- Hvis du går ud og kigger andre steder, så er der ret forskellige tendenser gennem tiden om, hvordan man skal gå til det. Jeg kan ikke svare dig på, hvorfor vi ikke har sat vinduer i dørene før, siger Kristina Koch Sloth, direktør for Børn, Sundhed og Velfærd i Albertslund Kommune.

I pædagogernes fagforening BUPL mener lokalformand Michael Egelund, at der i dag burde være vinduer i alle døre ind til puslerum.

- Når man indretter børnehaver i dag, er man meget opmærksom på, at det skal være en gennemsigtig praksis, så man kan se hinanden og ikke er alene i lang tid i et rum langt væk. Institutionen her er meget utidssvarende, siger Michael Egelund.