Industrien er i risiko for nedskæringer, men et 'arbejdsmarked i topform' er klar til at suge fyrede op

Høje priser på energi er blandt andet skyld i, at 350 medarbejdere skal fyres på Danish Crown.

Slagterigiganten Danish Crown i Ringsted. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix Denmark)

Der er risiko for flere fyringer i de virksomheder, der har et stort forbrug af energi i deres produktion efter energiprisernes himmelflugt.

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Laust Høgedahl efter Danish Crown torsdag meddelte, at slagterigiganten skal fyre 350 medarbejder blandt andet som følge af høje energiregninger.

- Det kan godt være, at der er virksomheder, der er nødt til at lukke eller geare voldsomt ned, simpelthen fordi det ikke er rentabelt med de energipriser.

- For vi kigger ind i en vinter, hvor produktionsomkostningerne kommer til at stige voldsomt, siger han.

Særlig branche

Men energipriserne er ikke en generel trussel mod beskæftigelsen i Danmark, vurderer arbejdsmarkedsforskeren.

Slagteribranchen er et særligt tilfælde, hvor der over de seneste år jævnligt har været fyringer.

- Jeg tror ikke, vi kommer til at stå i en situation, hvor en masse virksomheder lukker på grund af stigende energipriser.

Der er nemlig ikke noget nyt i, at slagteriarbejdspladser lukker.

- Det er vigtigt at huske på, at Danish Crown i rigtig mange år har lukket arbejdspladser i Danmark. Den proces startede for mere end 20 år siden, siger Laust Høgedahl.

Men energipriserne kan have været udslagsgivende for timingen i, hvornår de mange hundrede medarbejdere er blevet fyret.

- Det kan være det sidste søm, der er blevet slået i, i forbindelse med beslutningen om at lukke arbejdspladserne nu, siger han.

Absorberende arbejdsmarked

Energikrisen kommer i kølvandet på, at der måned efter måned har været rekordmange danskere i job og meget få arbejdsløse. Derfor vækker fyringerne ikke voldsom bekymring hos Laust Høgedahl.

Heller ikke, hvis flere virksomheder skulle følge trop.

- Vi har heldigvis et arbejdsmarked i topform, så vi er rigtig godt rustet til vinteren, hvis det skulle komme dertil, at mange bliver fyret.

Masser områder tørster ligefrem efter arbejdskraft.

- Vi har et arbejdsmarked, der bør være klar til at suge den ledige arbejdskraft, fordi der stadigvæk er mangel på arbejdskraft i rigtig mange sektorer, siger arbejdsmarkedsforskeren fra Aalborg Universitet.

Færre slagtegrise og dyr energi får Danish Crown til at skære i antallet af medarbejdere. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix Denmark)

Fra slagterimedarbejder til SOSU

Blandt andet er der stor mangel på social- og sundhedsassistenter. En analyse fra KL lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2030 vil mangle 16.000 SOSU'er, hvis det ikke lykkes at uddanne flere, og niveauet fra 2021 skal holdes oppe.

SOSU-manglen bliver af KL kaldt "den klart største personaleudfordring for velfærdssamfundet". Det billede genkender Laust Høgedahl.

- Hvis vi skal se langsigtet på det, så er en af vores helt store mangelområder SOSU'er.

Mange slagterimedarbejdere er ifølge arbejdsmarkedsforskeren ufaglærte, så med den rette efteruddannelse vil det teoretisk være muligt for fyrede slagtere at skifte fra slagteruniform til SOSU-uniform.

- Det vil selvfølgelig kræve, at man får noget formel uddannelse, så de kan træde ind i den sektor. Og det har vi et beskæftigelsessystem, der skal kunne håndtere, siger Laust Høgedahl.

FOA: Vi er klar

Springet fra slagterier til sundhedssektoren kan virke stort, men hos FOA, der organiserer social- og sundhedshjælpere og -assistenter, er sektorformand Torben Hollmann optimistisk i forhold til at rekruttere nogle af de slagteriarbejdere, der kommer til at stå uden job.

Man kan starte som ufaglært voksenelev med løn og bygge på med uddannelse senere.

De to vigtigste egenskaber er, at de skal kunne omgå og lide andre mennesker, forklarer han.

- Det kræver, at man er god til at danne relationer til andre. Det gode ved slagteriarbejdere er, at de er vant til at være på arbejdsmarked, de er vant til at bestille noget, og de har som voksne en vis livserfaring. Det er ret godt inden for vores område, og så skal vi nok putte noget teori på dem, siger Torben Hollmann.

Han tilføjer, at FOA har gode erfaringer med folk, der ”tvinges” til spor-skifter, som kunne være tilfældet for slagteriarbejderne. Det at komme ud til borgere og gøre en forskel i deres hverdag, gør både borgerne og sosu’erne glade.

Og deres arbejdskraft vil være meget værdsat med garanti for job.

- Uden at male Fanden på væggen, så har vi et akut behov. Der er kommuner, der mangler 40 procent af medarbejderstyrken. Vi er virkelig presset, siger Torben Hollmann.