Unge indvandrere vokser fra kriminalitet og er ikke specielt meget mere kriminelle end danskere, når de når 24-års alderen.
Det viser en rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, skriver Berlingske Tidende.
Unge indvandrere under 19 år begår markant mere berigelseskriminalitet end jævnaldrende danskere. Men når indvandrerne kommer op over 24 år, er forskellen ikke længere så markant. Her er kun libanesere, pakistanere og arabere dømt for mere kriminalitet end tilsvarende danske unge, når man korrigerer for sociale og økonomiske forhold.
- For eksempel begår somaliere mindre kriminalitet end danskere, når de når op sidst i tyverne, fortæller Torben Tranæs, der er forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed, til Radioavisen.
Ønske om integration vokser
Det er svært at konkludere, hvad hovedårsagen til faldet i kriminaliteten er, siger Torben Tranæs. Man ved, at unge begår mindre berigelseskriminalitet, når de når tyverne, og kurven falder stejlere hos indvandrerne.
- Det har nok noget at gøre med, at integrationsønsket stiger, jo ældre man bliver, siger Torben Tranæs.
Arabere mest kriminelle
Undersøgelsen peger på araberne som den mest kriminelle etniske gruppe.
Både som teenagere og op til 29 års-alderen, er det den eneste etniske gruppe, der bliver ved med at begå mere kriminalitet end danske unge.
Undersøgelsen viser også, at de unge andengenerationsindvandrere generelt er mere kriminelle end de indvandrere fra samme land, som er vokset op i hjemlandet.