Influenzavaccinen bliver særligt vigtig i år: 'Kan forhindre testkapacitet i at bryde sammen'

Sundhedspersonale bliver i år en del af dem, der tilbydes gratis influenzavaccine.

Fra på onsdag bliver det muligt for ældre over 65 år, personer i risikogrupper og fra i år også sundhedspersonale at blive vaccineret gratis (arkivfoto). (Foto: RODGER BOSCH © Scanpix)

I dag begynder influenzasæsonen i Danmark, og derfor er Statens Serum Institut ude med en klar opfordring til danskerne.

På grund af coronavirus er det i år ekstra vigtigt at tage imod tilbuddet om en gratis influenzavaccine, når det på onsdag åbner for særlige grupper.

Det siger afdelingslæge på Statens Serum Institut Lasse Vestergaard.

- Det er særligt vigtigt i år, fordi vi ved, at vi risikerer at få en stor coronavirus-bølge, og for at sikre, at der er kapacitet i sundhedsvæsenet til at håndtere coronapatienter, skulle der helst ikke være for mange influenzapatienter.

- Så des flere der kan blive vaccineret og undgår at blive alvorligt syge og skulle indlægges, des bedre, siger han.

Influenzasæsonen går i Danmark fra uge 40 til uge 20, og ifølge Statens Serum Institut optræder virusset hyppigst fra december til marts. Særlige risikogrupper bliver tilbudt en gratis vaccine.

Det gælder ældre over 65 år og personer i risiko-grupper, og som noget nyt kan personale i sundheds- og plejesektoren fra i år også få en gratis vaccine, hvis de har "opgaver med pleje, omsorg og behandling af personer, der er i særlig risiko for et alvorligt forløb med influenza".

Sidste år gjaldt tilbuddet om en gratis vaccine fra 1. november, men i år bliver det tilgængeligt fra 1. oktober frem til 15. januar. Det skyldes dels, at vaccinerne er tidligere tilgængelige i år, men også at Statens Serum Institut ønsker så lang en vaccinationsperiode som muligt.

Corona- og influenzasymptomer minder om hinanden

Den seneste tid har der mange steder i landet været stor pres på testcentrene, og der har været flere dages ventetid på en coronatest. Noget, som skaber problemer rundt omkring i sundhedsvæsenet.

Derfor er det ifølge afdelingslæge Lasse Vestergaard også særligt vigtigt, at folk tager imod vaccinationen, fordi influenza og corona er så ens, at det er nemt at forveksle de to sygdomme.

Derfor vil det presse testcentrene endnu mere, hvis de også skal teste alle dem, som er bange for, at deres influenza-symptomer skyldes corona.

Problemet vil blive betydeligt mindre, hvis mange tager imod vaccinen.

- Der vil være mere overskud og plads til at håndtere rene coronapatienter. Så det vil rent praktisk være en kæmpe fordel for sundhedsvæsenet, hvis vi kan spare så mange influenzapatienter som muligt, siger Lasse Vestergaard.

'Kan forhindre testkapacitet i at bryde sammen'

Åse Bengård Andersen, som er ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Rigshospitalet, er enig med Seruminstituttet.

- Det vil gøre, at vores testkapacitet måske ikke bryder sammen, og at vi kan følge med, siger hun.

Ledende overlæge Åse Bengård Andersen mener, at influenzavaccinen kan forhindre vores testkapacitet i at bryde sammen. (© dr)

- Hvis der kom yderligere pres på med influenza, kunne jeg forestille mig, at det ville presse vores system betydeligt, og det er noget, vi kunne undgå, så jeg kan kun opfordre til, at alle bidrager ved at tage imod vaccinen, siger hun.

FacebookTwitter