Ingen tandhjælp til psykisk syge

Psykisk syge får ødelagt deres tænder af medicin. Men modsat kræftpatienter får de ingen hjælp til at betale tandlægeregningen.

Omkring 300.000 psykisk syge lider af mundtørhed, som giver store tandproblemer.

Flere hundrede tusinde psykisk syge får ødelagt deres tænder af den medicin, de er nødt til at tage for at holde deres sygdom nede. Den lægeordinerede medicin giver nemlig mundtørhed, og det ødelægger tænderne.

- Man får lettere huller i tænderne, og så knækker emaljen af, fordi munden er meget tør, forklarer lektor Anne Marie Lynge Pedersen, der har arbejdet med at forebygge tandskader som følge af medicin i 17 år.

Ingen hjælp at hente

Kræftpatienter får samme gener, blandet andet efter strålebehandling, men mens de har ret til at få dækket deres tandlægeregning, så får psykisk syge ingen hjælp, skriver fagbladet Socialrådgiveren i denne uge.

Det er ifølge lektor Anne Marie Lynge Pedersen fra Tandlægeskolen i København et stort problem.

- Psykisk syge får hurtigt meget alvorlige tandskader. Det giver meget dyre tandlægeregninger, som mange psykisk syge ikke har råd til at betale, siger lektor Anne Marie Lynge Pedersen.

Derfor har hun gennem flere år kæmpet for, at psykisk syge også får ret til hjælp.

- Hvis de psykisk syge kunne få tilskud til tandbehandling, så ville det optimere deres livskvalitet. Tænderne er en slags visitkort, og det hæmmer dem både socialt og ernæringsmæssigt, at deres tænder er så dårlige, siger Anne Marie Lynge Pedersen.

Nødvendigt med forebyggelse

Det bedste ville ifølge Anne Marie Lynge Pedersen være, at psykisk syge får forebyggende behandling, samtidig med at de får psykofarmaka. Kontrolbesøg hos tandlæge, flourskylninger og tandrensninger kan nemlig reducere skaderne med op til 50 procent.

- Det er synd at de ikke får hjælp, for de psykisk syge har jo ikke selv valgt deres situation og de kan ikke vælge medicinen fra. Men de har heller ikke råd til behandlingen, siger hun.

Anne Marie Lynge Pedersen håber, at politikerne også vil sikre de psykisk syge patienter ret til tandbehandlinger.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk