Ingen vil købe huset: Ældre strander i yderområderne

Mens boligsalget i de større byer er ved at tage fart igen, går det stik modsat i andre dele af landet. Og de ældre er de store tabere.

Når købmanden er lukket, kræfterne bliver færre og busserne bliver sjældnere, er det for mange ældre nødvendigt at rykke til en større by. Men for de ældre, der bor i landdistrikterne, er det ikke så ligetil.

Mens boligsalget i området omkring København går strygende, ser det nemlig helt anderledes ud i en række af de kommuner, der ligger længst fra en af de større byer.

Risikerer isolation

Dét mærker man tydeligt i Ældresagen, hvor man får stadig flere henvendelser fra ældre, der føler sig isolerede og fastlåste.

- Det problem vi allerhyppigst hører om, er at folk gerne vil flytte, typisk i nærheden af deres børn. De er blevet gamle, de er måske blevet alene og sidder i et stort hus eller på en gård. De kan ikke komme af med denne her bolig, selvom de har indset, at det ville være godt at rykke teltpælene op, fortæller chefkonsulent Margrethe Kähler.

Udbudstiden stiger markant

Og tallene taler deres tydelige sprog, når det gælder de usælgelige huse. I de 10 kommuner, hvor husene er sværest at sælge, er udbudstiden - altså den tid, de huse, der er til salg netop nu, har været udbudt - steget med næsten 70 procent siden 2010. Fra 331 dage til næsten 560 dage.

I den samme periode er det gået den stik modsatte vej i de kommuner, hvor det går bedst - alle kommuner i nærheden af hovedstaden.

Her er den gennemsnitlige udbudstid faldet med 40 procent, til 117 dage. Det viser Realkreditrådets seneste tal over udbudstider, der er opgjort i februar i år.

Sværere at leve på landet

Samtidig er det blevet stadig sværere at leve udenfor byerne, hvis man er oppe i årene. Det fortæller Helle Nørgaard, der er seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet i København. Hun har netop forsket i, hvordan ældre på landet får hverdagen til at fungere.

- Det er især den offentlige transport, der har betydning. De her steder, hvor bussen kører to gange om dagen, og hvor købmanden er for længst lukket. Hvis man er immobil, for eksempel fordi kørekortet ikke er blevet forlænget, så er man fastlåst, fortæller hun.

Krisen har skubbet kommunerne

De ældre rammes af, at Danmark er brækket i to, når det gælder boligmarkedet. Det er ikke noget, der er sket pludseligt, men forskellen mellem land og by, er slået ekstra tydeligt igennem efter finanskrisen, vurderer Curt Liliegreen, der er sekretariatschef ved Boligøkonomisk Videncenter:

- Det er som om finanskrisen har skubbet til de kommuner, der i forvejen havde problemer. Og netop nu ser vi områder, hvor krisen på boligmarkedet spidser til og hvor udbudstiden stiger markant, siger han.

- De fleste bliver hængende

For de ældre, der henvender sig hos Ældresagen, er der ofte to muligheder: Enten må man blive boende, til man kan komme i en kommunal plejebolig. Eller man må flytte, og tage tabet på det usolgte hus. Men det kræver, at man enten selv eller børnene har en god økonomi.

- De fleste bliver hængende, med mindre deres børn kan gøre noget for dem. For eksempel købe en bolig til forældrene, så de kan flytte hen i nærheden af dem. Så vil det gamle hus så bare blive stående og gå i forfald, siger Margrethe Kähler.