Inger Støjbergs ramadan-udmelding vækker international opsigt

Et arabisk medie kalder blandt andet ministeren for anti-muslimsk.

Inger Støjberg har med et debatindlæg om ramadanen ramt netforsiderne flere steder i verden. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det er ikke gået udlandets næse forbi, at integrationsminister Inger Støjberg (V) i et debatindlæg i BT i går opfordrede muslimer til at holde ferie under ramadanen.

I debatindlægget gjorde hun det klart, at vi har religionsfrihed i Danmark, og at religion er en 100 procent privat sag.

Det til trods mener ministeren ikke, at det er forsvarligt at arbejde samtidig med, at man ikke spiser i helt op til 18 timer.

FAKTA OM RAMADAN

Ramadanen er muslimernes fastemåned og varer 29-30 dage.

Ramadanen er én af islams fem søjler. Det er de vigtigste forskrifter, muslimer bør følge.

Formålet er at mindes profeten Muhammeds første åbenbaring.

Fasten skal få muslimer til at føle, hvordan fattige har det. Samtidig skal de vise, at de har disciplin til at følge Allahs bud.

Fra daggry til solnedgang fastes der. Mad og drikke er forbudt - samt rygning, seksuel aktivitet, skænderier og bandeord.

Når solen er gået ned, er der tradition for at samle hele familien om store og solide måltider.

Undtaget fra reglerne er blandt andre børn, ældre, syge, gravide, menstruerende, sportsfolk og rejsende.

Islams kalender følger månen, og ramadanen flytter sig således fra år til år med omkring 11 dage.

Ramadanen afsluttes med fejringen eid.

Kilde: Ritzau

- Det kan helt lavpraktisk være farligt for os alle, hvis buschaufføren hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag, ligesom man selvsagt ikke yder eller præsterer nær det samme på fabrikken eller på sygehuset, hvis man gennem en hel måned ikke spiser eller drikker i alle døgnets timer, skrev ministeren.

Indlægget kom i kølvandet på, at ramadanen nu er skudt i gang og fik hurtigt to af de største internationale nyhedsbureauer, AFP og Assoiciated Press (AP), til at tage historien op. Hermed er historien gengivet i medier over hele verden, herunder britiske The Guardian, indiske Hindustan Times og og amerikanske New York Times.

AP har blandt andet talt med Pia Jardi, der er medlem af 'The Finnish Muslim Union'. Hun kalder idéen absurd og siger ligeledes, at der er ikke er nogle statistikker, som dokumenterer, at det er farligere at køre bus med en chauffør, der faster under ramadanen.

Russisk statsmedie ruller flere Støjberg-historier op

Det russiske statsmedie RT henviser i sin artikel til, at Støjberg i sit debatindlæg sætter spørgsmålstegn ved, om ramadanen er foreneligt med samfundsformen og arbejdsmarkedet i Danmark anno 2018.

Mediet bruger også spalteplads på at opsummere tidligere kontroversielle historier om den danske integrationsminister.

Blandt andet fra et debatindlæg i BT i sidste måned med overskriften 'Inger Støjberg: En del af dem snyder, bedrager og løber om hjørner med os', men også fra det famøse kagefoto fra marts sidste år, hvor hun stod med en lagkage i hånden for at fejre, at regeringen har vedtaget 50 stramninger på udlændingeområdet.

Det engelsksprogede arabiske medie Al Araby kalder i sin dækning Inger Støjberg for 'en politiker kendt for sine anti-muslimske holdninger' og fastslår senere i artiklen, at Støjberg også er kendt for 'smykkeloven', som de kalder 'grusom politik'.