Institution gør sig klar til åbning: 'Jeg tror på, at vi kan'

Institutioner arbejder på højtryk, så børn kan sendes tilbage i vuggestuer og børnehaver om en uge.

Vuggestuer og børnehaver gør sig i disse dage klar til at åbne i næste uge. Hvis ikke de kan følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer, skal de udskyde åbningen. (Arkivfoto) (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Vanddunke udenfor til håndvask, plan for aflevering af børn på trang plads og øget rengøring af legetøj og sengetøj.

I Rungsted er institutionen Æblegården i fuld gang med at forberede sig på at åbne for 80 vuggestue- og børnehavebørn om en uge ligesom resten af landets institutioner.

En svær opgave med mange udfordringer, siger pædagog og tillidsrepræsentant Henriette Jensen.

- Vi står over for nogle pædagogiske opgaver, som vi aldrig har prøvet før. Vi gør vores bedste, men der er flere ting, vi skal forsøge at løse, siger hun.

- For eksempel er vi bekymrede for vores garderobeområde, fordi pladsen er meget trang. For hvordan kan man aflevere sit barn på en tryg måde og samtidig holde afstand, når der er så lidt plads, siger hun og understreger, at hvis man kan være på lidt plads hos bageren, så kan man vel også hos dem.

En anden udfordring er at sørge for, at børnene sidder med to meters afstand, når de spiser. Og at nå at få vasket sengetøj på mindst 80 grader, når mange af de små vuggestuebørn sover to gange om dagen, fortæller Henriette.

Leder er fortrøstningsfuld

Mandag præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) den første del af åbningen af samfundet.

En åbning, der blandt andet kommer til at betyde, at børn som udgangspunkt skal tilbage i daginstitutionerne efter

påske
, og at elever i 0. til 5. klasse skal tilbage i skolerne. En melding, der er blevet mødt med en del kritik og undren.

Det hele skal foregå med sundhedsmyndighedernes råd og

retningslinjer
in mente: Hygiejnen skal være i orden, børnene skal være udendørs så meget som muligt, og der skal være god plads til børnene, så de kan holde afstand til hinanden. Hvis ikke institutioner og skoler kan leve op til det, kan en åbning
udskydes
.

Der venter altså pædagoger og børn en noget anderledes hverdag landet over. Selvom institutionen i Nordsjælland står med flere udfordringer, der skal løses på kort tid, er daginstitutionsleder Ole Lejf Nielsen fortrøstningsfuld.

- Vi skal have

håndteret
modtagelsen af forældre og en række andre ting. På personalesiden spiller det, og vi har gjort meget rent allerede. Vi er heldige at have strand, skov og gode legepladser tæt på os, så det skal vi udnytte. Jeg tror på, at vi kan, siger han.

Er du pædogog, lærer eller forælder og har en historie, der kunne være relevant, så skriv til 1212@dr.dk eller cjec@dr.dk.