Interessant tip i skudsag fra Frederiksberg

Politiet har fået et interessant tip af en borger i sagen, hvor en 18-årig blev skudt i hovedet på ydre Frederiksberg. Offeret er fortsat i koma.

Politiafspærringer på Frederiksberg i København lørdag den 17. oktober, hvor en mand blev ramt af skud i hovedet. Manden blev overført til Rigshospitalet. (Foto: Klavs Bo Christensen © Scanpix)

Efter politiet per brev har bedt beboerne på ydre Frederiksberg om hjælp med efterforskningen i en sag, hvor en 18-årig ung mand lørdag blev skudt i hovedet, har man fået et interessant tip.

Det fortæller politikommissær Lars-Christian Borg fra politiets bandeenhed.

Havde få spor

- Vi har fået et interessant tip fra en beboer i området tæt på Lindevangsparken, hvor den 18-årige blev fundet. Det kom cirka klokken 20 søndag aften, netop fordi vi sendte breve ud til borgerne for at bede om hjælp i efterforskningen, siger Borg.

Tip-taktikken blev valgt, fordi politiet har haft meget få spor i sagen.

Flere breve

Nu kan beboerne i området om Borgmester Godskesens Plads også forvente at få et brev fra ordensmagten, fortæller Borg videre.

Her blev en Skoda Octavia kort efter skyderiet nemlig brændt af, og politiet kalder det foreløbig "nærliggende at tro", at denne bil har spillet en rolle i nedskydningen.

Stadig i livsfare

Den 18-årige mand er stadig i livsfare og ligger nu på Rigshospitalet. Han blev ramt af mellem 25 og 30 hagl i ansigtet omkring klokken otte lørdag aften.

Den unge mand har en anden etnisk baggrund end dansk, og han skulle angiveligt mødes med en kammerat, da han blev skudt ned med et haglgevær.

Intet tyder på bandekonflikt

Offeret er et relativt ubeskrevet blad hos politiet, og intet tyder umiddelbart på, at skyderiet skulle have noget med bandekonflikten at gøre.

Dog er det for tidligt fuldstændig at afskrive dette motiv, ligesom politiet heller ikke vil afvise, at den unge mand kan have været involveret i den omfattende hashhandel, som Lindevangsparken er kendt for.

Facebook
Twitter