Intern bandestrid får kuglerne til at regne: Hovedstaden ramt af ni skyderier på ni dage

Københavns Politi får hjælp fra politifolk fra hele landet i indsatsen mod bander.

Fredag den 14. september får Københavns Politi en anmeldelse om, at der har været et skyderi i Heimdalsgade på Nørrebro.

Dagen efter er den gal i Ishøj, hvor en byge af skud hamrer ind i siden af en sølvgrå Mercedes, hvor to personer også bliver ramt af skud.

Siden har der været yderligere syv skudepisoder i hovedstadsområdet. I alt har der været ni skudepisoder i hovedstadsområdet i løbet af de sidste ni dage.

Den seneste skudepisode fandt sted i Ishøj i går aftes og har fået Københavns Vestegns Politi til at oprette en visitationszone i dele af byen frem til den 21. oktober.

Inden for visitationszonen har politiet lov til stikprøvevis at kropsvisitere folk, undersøge deres tøj og andre genstande og kigge deres køretøjer igennem.

På Nørrebro i København har politiet allerede tidligere på ugen etableret sådan en zone, der gælder frem til den 3. oktober klokken 12.

Intern strid i bandegruppering

Langt de fleste af skudepisoderne i hovedstadsområdet menes at være forbundet til en intern rivalisering i en bande på Nørrebro.

Politiet mener, at skyderierne og en række overfald på det seneste kan kobles sammen med, at en bandegruppering fra Nørrebro er blevet splittet op i to nye grupperinger.

Den ene af grupperingerne har forbindelse til området omkring Greve og Hundige, mens den anden har forbindelse til Nørrebro og Nordvest i København.

Striden mellem de to grupperinger eskalerede ifølge politiet med skudepisoden i Heimdalsgade for godt en uge siden. Men hvad der har fået striden til at bryde ud i lys lue, har politiet endnu ikke overblik over.

På Nørrebro er politiet massivt til stede med både civilklædte betjente og folk i uniform. Københavns Politi oplyser, at man har anmodet Rigspolitiet om ekstra forstærkninger til bandeindsatsen. Det første hold fra landets øvrige politikredse ankommer i dag, skriver politiet på Twitter.

Ni skyderier på ni dage

  • Fredag d. 14. september: Politiet modtager en anmeldelse om skyderi i Heimdalsgade på Nørrebro. Ifølge politiet fik skyderiet den nuværende konflikt til at eskalere.

  • Lørdag d. 15. september: En byge af skud rammer siden af en sølvgrå Mercedes på Ishøj Parkvej, og to 24-årige mænd bliver ramt. Politiet mener, at det er forbundet til den verserende konflikt.

  • Natten til tirsdag d. 18. september: Der bliver afgivet skud på Den Sorte Plads på Nørrebro. Episoden forbindes til den verserende konflikt.

  • Tirsdag d. 18. september: Der bliver skudt ved krydset mellem Herlev Ringvej og Herlev Hovedgade. Det er uklart, om episoden er forbundet til den verserende konflikt.

  • Tirsdag d. 18. september: En 34-årig mand bliver ramt af skud ved Lygten på ydre Nørrebro. Han bliver ramt i begge arme og er uden for livsfare. Politiet forbinder episoden med den verserende konflikt.

  • Onsdag d. 19. september: Der bliver skudt på Ragnhildgade på ydre Nørrebro. Politiet forbinder episoden til den verserende konflikt.

  • Fredag d. 21. september: Tre personer bliver ramt af skud i Meinungsgade og Guldbergsgade på indre Nørrebro. Skyderiet forbindes til den verserende konflikt.

  • Fredag d. 21.september: En 30-årig mand bliver ramt af skud på Glostrup Torv. Det er uvist, om episoden er relateret til den verserende konflikt.

  • Lørdag d. 22. september: Der affyres skud på Landlyst Vænge i Ishøj. Ingen bliver ramt. Ifølge politiet er det en oplagt antagelse, at det hænger sammen med den verserende konflikt.

Facebook
Twitter