International militærøvelse på Bornholm tester avanceret missilsystem, der kan ramme Kaliningrad

Rusland advarer mod, at militærøvelse på Bornholm vil øge spændingerne i Østersøen.

Den militære øvelse foregår i samarbejde med USA. Tirsdag ankom et amerikansk transportfly med missiler ombord til Bornholm.

Bornholm inviterede i dag amerikanerne til en 'historisk' international militærøvelse på solskinsøen.

De amerikanske allierede havde lastet et stort C17-militært transportfly med alverdens missiler, som under beskyttelse af to danske F16-fly i dag landede i Bornholms Lufthavn.

Omkring klokken 12 trillede missilsystemerne ud af flyet, og man gennemførte en simuleret affyring af et missil, der kan ramme mål 500 kilometer ud i Østersøen og dermed også russisk territorium for eksempel den russiske enklave Kaliningrad.

Samtidig er en kampbataljon fra Livgarden kommet til Bornholm for at forstærke forsvaret af øen. Formålet er at træne, hvordan Østersøen og området omkring Bornholm hurtigt kan sikres.

Det fortæller oberstløjtnant og bataljonschef Thomas Lunau fra Livgarden:

- Vi vil jo gerne vise, at Forsvaret har evnen og viljen til at forsvare Bornholm militært.

Slagkraftigt og fleksibelt forsvar

Øvelsen er en del af en større europæisk øvelse under navnet Defender 22, og ifølge major og militæranalytiker Esben Larsen fra Forsvarsakademiet skal øvelsen vise, at Nato er klar til at komme et land til undsætning, hvis det bliver angrebet.

- Man vil gerne vise omverdenen, at det kan lade sig gøre at betrygge Danmark og danskerne i, at de sikkerhedsgarantier, der er givet, også kan udføres i praksis.

Ifølge DR's forsvarsanalytiker, Mads Korsager, er dagens øvelse helt særlig, fordi det amerikanske missilsystem, HIMARS, er meget avanceret og kan angribe på flere hundrede kilometers afstand.

- Det, der øves i dag, er, at danske kampfly og skibe placerer et koordinat på et mål, der så automatisk ryger ind til missilsystemet, der så affyrer et våben.

- Det er en meget slagkraftig, men også fleksibel måde at forsvare Bornholm på på lang afstand.

  • Militærøvelsen har navnet Defender-Europe 2022. Den har som formål at træne, hvordan Østersøen og området omkring Bornholm hurtigt kan sikres. (Foto: Pelle Rink © Ritzau Scanpix)
  • Ombord på det amerikanske fly er blandt andet et missilsystem af typen HIMARS, der kan ramme mål op til 500 kilometer væk. Dermed kommer russisk territorium inden for rækkevidde. (Foto: Pelle Rink © Ritzau Scanpix)
  • Øvelsen skal ses som et signal om afskrækkelse til Vladimir Putin, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S). (Foto: Pelle Rink © Ritzau Scanpix)
  • Forsvarsminister Morten Bødskov (S) overværer dansk/amerikansk militærøvelse i Rønne Lufthavn og på Raghammer Skydeterræn på Bornholm tirsdag den 24. maj. 2022. I øvelsen skal danske jagerfly, fregatten Niels Juul og livgardens kampbataljon beskytte et amerikansk transportfly der lander. (Foto: Pelle Rink © Ritzau Scanpix)
  • Det amerikanske islæt ved militærøvelsen består i, at en artilleribataljon lander på Bornholm med med et enormt C-17 transportfly. (Foto: Pelle Rink © Ritzau Scanpix)
1 / 5

Øget i spænding i Østersøen

Dagens begivenheder er en del af en større amerikanskledet øvelse, der kører i otte andre europæiske lande i løbet af maj, og har været planlagt længe før Ruslands invasion af Ukraine.

Alligevel møder den stor protest fra den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Babin.

I et skriftligt svar til DR skriver han, at øvelsen er med til at øge spændingerne i Østersøen og kan ses som "et skridt mod at ændre Bornholm fra en fredsø til et potentielt militært brohoved".

Han mener også, at det strider med en gammel aftale mellem Danmark og Sovjetunionen fra 1946, når Danmark lader fremmede, amerikanske tropper ankomme til Bornholm.

Men det passer simpelthen ikke har forsvarsminister Morten Bødskov (S) tidligere sagt.

Den aftale har aldrig eksisteret, og ministeren gjorde det klart på et efterfølgende pressemøde, at øvelsen er en besked til Putin om, at kun Danmark bestemmer i Danmark.

- Øvelsen er et signal om alliance-solidaritet mellem vores lande, men det er også et signal til Rusland og Putin om, at han ikke skal vinde, siger han.

- Det er et godt signal, vi sender fra Bornholm i dag. Danmark er central i Østersøregionen, og vi har et særligt ansvar. Jeg er glad for, at så mange nationer er kommet i dag, fordi det viser, at vi står tæt sammen i en svær tid.

Militæranalytiker Esben Larsen fra Forsvarsakademiet:

Militæranalytiker Esben Larsen fra Forsvarsakademiet giver heller ikke meget for russernes påståede aftale, som han påpeger, at russerne hiver frem hver gang, der er aktivitet på eller omkring Bornholm.

- Vi skal lægge det i det, at russerne fastholder det som argument, men at vi så fra Danmarks side skal vise, at vi ikke mener, der ligger sådan en aftale eller forståelse.

Udover en oberstløjtnant fra det amerikanske militær var der også repræsentanter fra Sverige og Norge til stede i dag. Og ifølge Morten Bødskov er der i det nordiske samarbejde endnu et vigtigt budskab til Putin.

- Vi viser, at alt det han regnede med, at han ville få - nemlig splittelse i Nato, splittelse i EU - der har han fået det direkte modsatte: Tættere samarbejde og mere samling i Nato og EU.

- Og her spiller Østersøen og vores samarbejde i Østersøen en helt central rolle.

Det enorme amerikanske militærfly (C17 transportfly) lander i Bornholms Lufthavn under beskyttelse af to danske F16-fly:

Nybrud i dansk sikkerhedspolitik

Hvis man spørger én af de lokale, Jakob Seerup, der er militærhistoriker og museumsdirektør ved Bornholms Museum, så er det i sandhed en historisk dag på solskinsøen.

Han har i dagens anledning trodset regnvejret for at overvære det, han kalder "et nytbrud i dansk sikkerhedspolitik":

- Øvelsen viser, at man nu tænker forsvaret af Bornholm ind i dansk forsvar på en helt ny måde. Man tiltænker Bornholm en rolle, som den ikke har haft før.

For selvom der tidligere har været militærøvelser på Bornhom, så sender dagens øvelse nogle andre signaler end tidligere, mener Jakob Seerup.

- Man stiller sig fra Danmarks side op på en meget stor ølkasse, og med en megafon råber man over mod russerne, at vi altså er villige til at forsvare Danmark, også her på Bornholm.