IOC-æresmedlem: Idræt og politik hænger sammen

Idræt og politik hænger sammen, siger IOC-æresmedlem Niels Holst-Sørensen, der dog samtidig mener, kritikken af kronprinsens kandidatur er ude af proportioner.

Æresmedlem i Den International Olympiske Komité, Niels Holst-Sørensen, siger, at Idræt og politik hænger sammen. (Foto: Bjarke Ørsted © Scanpix)

Som medlem af kongehuset skal kronprins Frederik være apolitisk. En række kritikere mener derfor ikke, at han kan bestride en toppost i den internationale olympiske komité (IOC), som kronprinsen kandiderer til.

Det nuværende danske medlem af IOC, Kai Holm, der opfordrede kronprinsen til at stille op, nedtoner det politiske indhold i at være et IOC-medlem.

Idræt og politik hænger sammen

Niels Holst-Sørensen, der var IOC-medlem i 25 år frem til 2002 og siden har været æresmedlem, slår dog fast, at det er umuligt at undgå at røre ved politiske emner som IOC-medlem.

- Idræt og politik hører jo sammen på forskellige måder, det kan ikke undgås. At sige, at idræt intet har med politik at gøre, det er det rene sludder. IOC er altovervejende idrætspolitisk, men man kommer også ind på ting, der er politiske i ordets normale betydning. Det vil nok mest komme til udtryk i forhold til, hvad man måtte have af personlig mening i forhold til valg af værtsbyer til OL, siger Niels Holst-Sørensen.

Glimrende kandidat

I modsætning til kritikerne, så er 85-årige årige Niels Holst-Sørensen alligevel en varm tilhænger af kronprins Frederik som medlem af IOC. Og han har en klar opfordring til de personer og medier, der beder kronprinsen om at trække sit kandidatur.

- Tag nu lige tingene med et gran salt.

Niels Holst-Sørensen kalder kronprinsen en "glimrende kandidat for Danmark".

Kan ikke undgå politik

Samtidig medgiver han dog, at kronprinsen får svært ved at undgå politikken, hvis han bliver IOC-medlem.

- I dag finder der en overordentlig professionel procedure sted i forhold til, hvad byerne tilbyder af faciliteter og så videre, når man vælger værtsbyer. Men denne procedure omfatter også et punkt omkring politisk stabilitet i landene, så det indgår, siger Niels Holst-Sørensen.

Facebook
Twitter