Iran afviser attentatplaner: 'En sammensværgelse'

PET's oplysninger om attentatplaner mod herboende iranere er "misinformation", siger Irans Udenrigsministerium.

PET's chef Finn Borch Andersen orienterede på et pressemøde i dag om, hvad man mener er det iranske styres attentatplaner mod iranere i Danmark. Iran afviser selv beskyldningerne. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Irans udenrigsministerium afviser kategorisk i en mail til DR Nyheder, at Iran skulle have forsøgt at dræbe medlemmer af den iranske opposition i Danmark.

- Der er tale om misinformation, og det er et nyt eksempel på den serie af sammensværgelser og planer, som velkendte iranske modstandere står bag for at forsøge at ødelægge det gode og progressive forhold mellem Iran og EU på dette kritiske tidspunkt, som det hedder.

I et kortfattet mailsvar til DR Nyheder afviser Irans Udenrigsministerium, at man står bag attentatplaner mod medlemmer af den iranske opposition i Danmark.

En mistænkt fængslet

Ved et pressemøde i dag fortalte Politiets Efterretningstjeneste (PET), at det var konkrete attentatplaner mod lederen af den iranske gruppe ASMLA i Danmark, som førte til at trafikken til og fra Sjælland blev lukket ned ved en storstillet politiaktion 28. september med store trafikkøer til følge.

Ifølge PET står den iranske efterretningstjeneste bag attentatplanerne. PET-chef Finn Borch Andersen fortalte også på pressemødet, at man 21. oktober har anholdt en norsk statsborger med iransk oprindelse i forbindelse med den formodede planlægning af et attentat.

- Den pågældende er nu varetægtsfængslet. Han er sigtet for at have sat en iransk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark samt for at have taget del i forberedelsen af et attentatforsøg, sagde Finn Borch Andersen.

Den anholdte, der nægter sig skyldig, er fængslet i isolation frem til den 8. november.

Dansk fordømmelse

Oplysningerne om mulige attentatplaner med personer bosat i Danmark er blevet mødt med fordømmelse fra danske politikere. Statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det "totalt uacceptabelt" og har tweetet, at spørgsmålet om sanktioner mod Iran skal tages op i EU.

Foreløbigt har Irans ambassadør i Danmark, Morteza Moradian, været til møde i Udenrigsministeriet om sagen.

- Det er fuldstændig uacceptabelt. Det er i dag gjort lysende klart for den iranske ambassadør i København, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i en pressemeddelelse.

Facebook
Twitter