Isbjerget i Aarhus vinder international boligpris

Dansk arkitektur hædres i Frankrig, hvor aarhusiansk boligprojekt løber med prisen for Bedste Boligbyggeri.

Isbjerget, som har vundet en international pris. (Foto: Ingelise Carlsen © DR Østjylland)

Boligbyggeriet Isbjerget på Aarhus Havn er torsdag aften kåret til det bedste boligprojekt ved en stor ejendomsmesse i Frankrig.

Det meddeler Pension Danmark, som står bag byggeprojektet, i en pressemeddelelse.

- Vi er fantastisk stolte over at vinde denne prestigefulde pris.

International klasse

- Det er den højeste anerkendelse af, at Isbjerget er et enestående arkitektonisk byggeri i høj kvalitet - ikke bare i Danmark, men også på verdensplan, siger selskabets administrerende direktør, Torben Möger Pedersen.

Hvert år uddeles der priser til de bedste byggeprojekter i otte forskellige kategorier på den internationale ejendomsmesse Mipim.

Og det er i kategorien Bedste Boligbyggeri, at Pension Danmark og Isbjerget løber med førstepladsen foran tre andre projekter i henholdsvis Storbritannien, Tyrkiet og Canada.

Beboere flytter ind næste måned

De første beboere kan i næste måned flytte ind i prestigebyggeriet på Aarhus Havn, hvor pensionsselskabet har bygget 208 lejligheder i størrelsesordenen 55 kvadratmeter til 227 kvadratmeter.

Nyheden om den internationale anerkendelse kommer kun en dag efter, at det blev offentliggjort, at det danske arkitektfirma Bjarke Ingels Group (BIG) stak af med førstepladsen i en anden international konkurrence.

Den danske virksomhed kunne onsdag meddele, at den havde vundet retten til at lede et projekt, der skal nytænke den 160 år gamle Smithsonian Institution, som er verdens største museum- og forskningskompleks beliggende i Washington.

/ritzau/

Facebook
Twitter