Islamisk Trossamfund: Uacceptabelt og afstumpet at skænde gravsteder

For Islamisk Trossamfund er hærværket mod en muslimsk gravplads i Odense en del af en negativ tendens.

Korsløkke Kirkegård, Ejby Kirkevej, Odense, måske 50 gravsten væltet og knust. (Foto: Tonny Schnoor- DR Fyn)

Det er med sorg, at Islamisk Trossamfund har modtaget nyheden om, at mellem 40 og 50 gravpladser er blevet skændet på en kirkegård i Odense.

- Vi føler os lidt ramt på vores eksistens. Selv når vi er begravet, kan vi ikke blive ladt i fred, forklarer trossamfundets talsmand Imran Shah.

- Det er udtryk for en dybt uacceptabel og afstumpet adfærd, og det er noget, som vi har råbt vagt i gevær om siden tidernes morgen.

Skandinaviske tendenser

Det odenseanske gravskænderi kommer blot en halv måned efter, at en 34-årig mand forsøgte at sætte ild til Islamisk Trossamfunds lokaler i København.

Derudover blev et halvt hundrede gravsten væltet på Den Muslimske Gravplads i Brøndby, syd for København, tilbage i begyndelse af juni 2015.

For Imran Shah er alle eksemplerne en del af samme negative tendens.

- Der er altså tendenser i Skandinavien, som vil muslimer det ondt, og det bliver vi altså nødt til at tage alvorligt, siger han.

Udvikling skal stoppes

Islamisk Trossamfund er selv begyndt at samle en oversigt over de angreb, der finder sted på islamiske steder og mod muslimer.

Den skal blandt andet bruges til at hjælpe myndighederne med at sætte ind og få stoppet tendensen, inden det går galt og rammer personer, forklarer Imran Shah.

- Jeg ved ikke, hvor det her fører hen, men det er noget, man er nødt til at stoppe i opløbet og få skabt en holdningsændring blandt befolkningen, siger han.

Kommune vil hjælpe pårørende

Gravpladsen ligger på Korsløkke Kirkegård på Ejbygade i Odense.

De 50 gravsten og andet tilbehør på gravstederne ligger spredt ud over hele gravpladsen. Der er ingen tegn på, hvem der kan have begået hærværket, og motivet er derfor ukendt.

Gravpladsen hører under Odense Kommune, som vil kontakte de pårørende til alle dem, der ligger begravet på gravpladsen. Det sker for at få hjælp til at få alle tingene tilbage på rette plads, oplyser kommunen.