Isproducent ændrer navn på 'Eskimo': 'Vi har fået rigtig mange henvendelser'

Hansens Is har valgt at kalde den chokoladeovertrukne vaniljeis 'Eskimo' for 'O'Payo' i stedet for.

Hansens Is har haft deres 'Eskimo' i sortimentet de sidste mange år. (Foto: Lars Helsinghof Bæk © Scanpix)

Du kan snart ikke længere bestille en 'Eskimo' på iskortet hos Hansens Is en varm sommerdag.

Isproducenten har nemlig valgt, at isen skal skifte navn.

- Vi gør det, fordi vi har fået mange henvendelser på det seneste, som sætter spørgsmålstegn ved navnet, siger Anders Eibye Hansen, salgsdirektør i Hansens Flødeis, om 'Eskimo'-isen og fortsætter:

- Når vi har kigget i ordbogen, så er det et problematisk ord. Det har vi ikke vidst før, men tiderne ændrer sig, og vi har derfor valgt at skifte navnet ud, siger han.

I fremtiden kommer den chokoladeovertrukne vaniljeis til at hedde 'O'Payo'.

- Isen vil fremadrettet være opkaldt efter de kakaobønner fra Nicaragua, som chokoladeovertrækket er lavet af. Navnet spinder ind i det vores firma handler om, nemlig råvarer, siger Anders Eibye Hansen.

'Kan virke stødende'

'Eskimo'-isen har været i Hansens Is' sortiment de sidste mange år. Derudover har andre firmaer en lignende is, som går under navne med samme klang.

Hverken Premier eller Frisko, der er ejet af Unilever, ser noget problem i navnet og har for nuværende ikke planer om at ændre noget i deres respektive varianter.

- Vi oplever ikke, at navnet generelt vækker anstød eller opfattes som krænkende blandt danske forbrugere, lød det fra Unilever i et skriftligt svar til Ekstra Bladet for nogle uger siden.

Hansens Is er ikke de eneste, som har valgt at ændre navn.

I midten af juni valgte firmaet Dreyer’s Grand Ice Cream, som siden 1920 har haft 'Eskimo Pie', også at ændre navn.

- Vi ønsker at være en del af løsningen, når det kommer til racemæssig ulighed, og vi anerkender, at ordet er nedsættende, sagde marketing- og brandchef Elizabell Marquez til magasinet Rolling Stone.

Hos Premier Is følger man fortsat debatten, siger direktør Claus Dahlmann Larsen til TV Midtvest.

- Men vi ser slet ikke, at navnet er forbundet med racisme og kan støde nogen. Det er til gengæld et navn, der er forbundet med nostalgi, siger han.

Navneskiftet på iskortet sker ikke med det samme. Hansens Is skal nemlig lige bruge den sidste emballage, de har tilbage af 'Eskimo'-isen. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

Hansens Is har allerede fået flere tilbagemeldinger på navneskiftet, fortæller salgsdirektør Anders Eibye Hansen.

- Vi har fået en del mails fra grønlændere, som siger "tak, og det var vel nok dejligt". Jeg tror, vi har fået ti mails indtil videre, og det bekræfter jo bare, at navnet er problematisk.

Men der er også røget del utilfredse mails ind i indbakken.

- Der er også rigtig mange, der synes, det er en svag beslutning, lyder det fra salgsdirektøren.

'Kongo-is'

Men 'Eskimo'-isen er ikke den seneste, som Hansens Is har fået henvendelser på, producenten har nemlig også en 'Kongo'-is på iskortet.

- Vi har fået rigtig meget røg på 'Kongo'. Det har vi fået samtidig med, at vi fik henvendelser om den anden is.

Men var det så ikke en ide at skifte navn nu, hvor I allerede er i gang med at ændre det på en anden is?

- Lige præcis med 'Kongo' har vi en anden historie. Vi har været i Congo og fundet kakaobønnerne og har fået dem lavet om til chokolade herhjemme.

- Navnet på den anden is kan vi derimod ikke længere forsvare.

Navneskiftet på iskortet sker ikke med det samme. Hansens Is skal nemlig lige bruge den sidste emballage, de har tilbage af 'Eskimo'-isen, før den samme is igen rammer butikkerne.

Facebook
Twitter