It-boss forsvarer sig mod påstand om bestikkelse

Det andet af to it-firmaer, der beskyldes for at have brugt bestikkelse i kampen om offentlige it-ordrer brød i dag tavsheden.

Atea Aarhus er den ene virksomhed, der er involveret i sagen. Nu tager den anden virksomhed bladet fra munden. (© Atea Presse)

I går var det it-giganten Atea, der valgte at udtale sig i offentligheden om firmaets rolle i den store bestikkelsessag, som brød ud i tirsdags. Og torsdag eftermiddag kom turen til sagens andet firma, 3A-it.

På firmaets hjemmeside går 3A-it nu skarpt i rette med politiets påstand om, at firmaet har bestukket offentligt ansatte for at få viden om konkurrrenters tilbud, når det offentlige udbyder it-opgaver.

-Antydningen om, at vi skulle have viden om konkurrenternes tilbud på forhånd er ikke blot forkert, men for os bekendt en praktisk umulighed, skriver firmaets direktør Kim Holtum Schouw.

Bestikkelse for en million kroner

I meddelelsen henvises til, at større opgaver fra det offentlige er underlagt EU-regler og bliver kontrolleret af jurister fra et eksternt firma.

-Jeg kan naturligvis ikke kommentere på sigtede i sagen, da der er afsagt kendelse om navneforbud.

Sagen drejer sig om påstået bestikkelse for i alt mindst en million kroner. Tirsdag morgen anholdt politiet ved en lynaktion 13 personer, heriblandt tre ansatte fra firmaet 3A-it. Og af politiets sigtelser fremgår det, at en central it-medarbejder hos Region Sjælland d. 8. juni  skulle have lovet 3A-it oplysninger om ærkekonkurrentens ATEAs kommende tilbud på en ny it-kontrakt.

Fire personer fængslet

Firmaet 3A-it er kun seks måneder gammelt og er dannet af en udbrydergruppe fra it-firmaet ATEA, som er en af Skandinaviens største it-leverandører.

Tirsdag blev fire personer fra de to it-firmaer anholdt og siden fængslet, sigtet for at have givet bestikkelse til ansatte i flere offentlige myndigheder.

De fleste af beskyldninger drejer sig om en periode, hvor de pågældende alle arbejdede hos ATEA. Men den påståede tradition for at bestikke blev ifølge politiet ført videre til det ny firma.

100.000 kroner til travbane i Nykøbing Falster

En nu fængslet medarbejder fra 3A-it skal således på uretmæssig vis have lovet at yde et sponsorat på 100.000 kr. til travbanen i Nykøbing Falster.

Løftet blev givet til en hesteinteresseret ansat i Region Sjælland, som ligeledes er fængslet i sagen. Omvendt fik it-firmaet løfter om indsigt i konkurrenters tilbud, fremgår det af politiets sigtelser. Men det afviser 3A-its direktør:

-Vi er ikke blandt de sponsorer, som denne og andre travbaner kan vise frem. Men Kim Holtum Schouw uddyber dog over for DR Nyheder, at han ikke 100 pct. kan afvise, at nogen i firmaet kan have givet løftet:

-Jeg kan ikke være ansvarlig for, hvad nogen kunne have sagt.

Facebook
Twitter