IT-dating inden finalen: Virksomheder og gamere spillede brætspil og holdt jobsamtaler i Odense

Under optakt til ESL Pro League-finalen i Odense networkede erhvervslivet og eSports-interesserede.

Direktører og repræsentanter for it-virksomheder spiller brætspil mod mulige kandidater under opvarmningen til ESL Pro League finalen.

Søndag var der ESL Pro League-finale i Sparekassen Fyn Arena i Odense.

Men inden spillet for alvor gik i gang, varmede en række repræsentanter fra erhvervslivet, private og andre eSports-interesserede op ved at networke og spille brætspil.

Odense Kommune og robotvirksomhederne i Robo Valley havde arrangeret en konference for virksomheder og gamere, som ønsker at høre mere om, hvordan eSport kan være interessant for erhvervslivet og andre professionelle aktører.

CV-snak og skakmat

Med til konferencen var it-projektleder Morten Barfred Larsen mødt op i jakkesæt klar til at networke med virksomheder og spille både skak, Trivial Pursuit og Klodsmajor.

Rundt om bordene sad repræsentanter fra en række forskellige virksomheder, og i mindre grupper udfordrede potentielle kandidater dem i klassiske brætspil.

Formålet var at introducere en ny måde at mødes og tale om jobmuligheder og se hinanden an på.

- Jeg søger nye udfordringer, og så er det fedt at gøre det i en setting som den her, som er så naturlig og uformel, siger Morten Barfred, der er uddannet i digital design fra Aaarhus Universitet.

Han fortæller, at it-branchen boomer så meget herhjemme, at det ikke nødvendigvis er svært at finde job, men det er vigtig at lande det "helt rigtige job".

- Det er fedt at kunne 'lege sammen', mens man også får snakket om seriøse ting som at få et job undervejs, siger Morten Barfred efter at have tabt et spil skak mod en direktør fra en større lokal virksomhed.

Lars Hedal direktør i virksomheden Hesehus er taget til Odense for at møde nye kollager i en mere uformel sammenhæng og "selvfølgelig" se ESL Pro League finalen.

Direktør: Jeg leder efter kollegaer

Direktøren er Lars Hedal fra virksomheden Hesehus, der sælger e-handelsløsninger og står bag designet hos en række store webshops. Han er taget til Odense for at møde nye kollegaer.

- Jeg får muligheden for at tale med en masse nye tech-talenter, siger direktøren, som er afsted sammen med en kollega fra HR.

- Vi har omkring ti åbne stillinger, hvor vi primært leder efter softwareudviklere, projektledere og teamledere, siger han og tilføjer, at han har mødt 'rigtig gode match' i løbet af dagen.

- Det er en fantastisk mulighed for at møde kandidater, når vi sidder helt afslappet og spiller spil, siger Lars Hedal.

- Der er rigtig mange gamere, der også er software-udviklere og omvendt, så relationen er der allerede, siger han og tilføjer, at han glæder sig til at se ESL Pro League-finalen bagefter.

Facebook
Twitter