It-kaos rammer kræftpatienter i hele hovedstaden

Mere end 400 patienter berørt på en lang række hospitaler i København

Situationen er alvorlig og patientkritisk, og mange patienter og personalet er helt forståeligt dybt frustrerede over situationen, står der i en orientering fra Region Hovedstaden til regionens politikere om it-problemerne. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Kræftpatienter, der forgæves møder frem til ikke-eksisterende røntgen-aftaler. Læger, der kigger på computerskærmens ’vente-timeglas’ i stedet for at arbejde. Computere, der går ned, og patienter, der bliver ’væk’ i systemet.

Det er blot nogle af de problemer, der plager flere afdelinger på Herlev og Gentofte Hospital, og som foreløbig har forsinket hundredvis af patientforløb.

- Jeg er meget ked af denne situation, og jeg kan forsikre om, at vi sætter alle sejl ind på at skabe os et overblik, kontakte alle berørte patienter, give nye tider og informere om deres forløb, siger Klaus Lunding, hospitalsdirektør for Herlev og Gentofte Hospital i en

pressemeddelelse
.

Problemets kerne er et nyt computersystem, det såkaldte AFGA RIS/PACS. Systemet skal gøre det muligt at dele røntgen- og scanningsbilleder, undersøgelsesresultater samt booke nye aftaler på tværs af alle

Region
Hovedstadens hospitaler.

På papiret en god ide – men det virker bare ikke – endnu. Godt otte måneder efter start er systemet stadig så plaget af fejl, så projektets styregruppe indtil videre har besluttet at droppe installationen på

Rigshospitalet
på ubestemt tid.

Patientkritisk situation

Tilbage står de mere end 400 patienter – nogle af dem med

akutte
og livstruende symptomer – der er ramt på en lang række af hovedstadens hospitaler, hvor man fortsat kæmper mod det genstridige system. Det gælder blandt andet Herlev, Bispebjerg, Frederiksberg, Hvidovre samt Amager.

- Der er rapporteret om mulig mangel på 300 fremtidige bookinger, lyder det for eksempel i interne dokumenter, som

DR
Nyheder er kommet i besiddelse af.

Patienter med

akutte
og livstruende symptomer kommer først i køen, skriver
Region
Hovedstaden i en orientering til regionspolitikerne.

- Situationen er alvorlig og patientkritisk, og mange patienter og personalet er helt forståeligt dybt frustrerede over situationen, står der i skrivelsen.

En uge bagud

På radiologisk afdeling på Herlev Hospital, der blandt andet screener patienter for brystkræft, har man nedsat antallet af patienter med 30 procent. Alligevel er man mindst en uge bagud med arbejdet på grund af it-problemerne, oplyser den ledende overlæge til

DR
Nyheder.

- Det er jo ikke første gang, at vi hører om, at der er problemer med de her systemer. Nogle må jo gå ind og lave noget, der virker, siger Jens Oluf Bruun Pedersen, lægefaglig redaktør hos Kræftens Bekæmpelse.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) er ked af de vanskeligheder, som it-systemet skaber for patienterne.

- Jeg ved, at der arbejdes på højtryk for at komme problemerne til livs. Jeg afventer også en redegørelse fra min administration, og jeg vil tage sagen op i vores næste møde i forretningsudvalget, så vi kan få klarhed over, hvordan vi kommer videre herfra, skriver Sophie Hæstorp Andersen i en skriftlig kommentar til

DR
Nyheder.

I P1 Morgen fortæller lægerne selv om konsekvenserne ved it-problemerne.

Facebook
Twitter