Italiensk korruptionssag kan forsinke underskrift om Storstrømsbro

Transportministeren er kaldt i hastesamråd. Samme dag, som kontrakt skal skrives under.

Ifølge Vejdirektoratets anlægschef Erik Stoklund Larsen er der fuld tiltro til italienerne.

I dag skal tre italienske entreprenørfirmaer efter planen skrive under på den endelige kontrakt på 2,1 milliarder kroner om byggeriet af Storstrømsbroen.

Men der er pludselig blevet usikkerhed om, hvorvidt underskriften bliver en realitet, da to af de tre italienske virksomheder ifølge Fagbladet 3F beskyldes for at være indblandet i en sag om korruption og bestikkelse for millioner.

Anklagerne har nu fået Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen til i sidste øjeblik at indkalde transportminister Ole Birk Olesen (LA) til et hastesamråd.

- Vi skal have nogle garantier for, at det ikke vil give anledning til problemer. Det er vigtigt, vi bliver orienteret, når der er usikkerhed om, det overhovedet kan gennemføres. Vi skal have garantier for, at vi ikke risikerer at stå med en halv bro, siger Kim Christiansen til DR Nyheder.

Indblandet i korruption

For et par måneder siden blev det offentliggjort, at italienerne fik byggeriet, der skal forbinde Sjælland med Falster, foran tre konkurrerende samarbejder - herunder et med deltagelse af danske Per Aarsleff og Rambøll.

Ifølge avisen.dk fik italienerne opgaven med et bud, der var betydeligt lavere end de øvrige virksomheder. Per Aarsleff og Rambølls bud lød for eksempel på 2,45 milliarder kroner.

Fagbladet 3F har tidligere fortalt, at Vejdirektoratet, der er bygherre på Storstrømsbroen, ikke har henvendt sig til de italienske myndigheder for at indhente oplysninger på det italienske konsortium.

Og nu er det kommet frem, at to af de tre italienske firmaer i konsortiet skal forsvare sig i en kæmpe korruptionssag fra Venedig, som er ved at blive oprullet i det italienske retssystem.

En daværende topleder fra hvert af de to firmaer - Grandi Lavori Fincosit og Condotte - blev 2014 fældet i sagen og har sidenhen fået betinget fængsel og millionbøder.

Handler om tidligere medarbejdere

Ifølge Vejdirektoratets anlægschef Erik Stoklund Larsen afventer man nu samrådet, før den endelige underskrift sættes.

Han understreger dog, at Vejdirektoratet ikke har haft grund til at afvise italienerne, da de omtalte sager ikke handler om selve virksomhederne, men om tidligere medarbejdere, der ikke længere er ansat.

- De har haft nogle medarbejdere, der ikke har opført sig korrekt, men de enkelte firmaer er ikke dømt. Så vi har ingen betænkeligheder ved dem, siger Erik Stoklund Larsen.

Selv om anlægschefen har fuld tiltro til italienerne, så er han klar til at forklare sig overfor politikerne.

- Vi anbefaler selvfølgelig, at vi skriver under. De opfylder betingelserne og har leveret det bedste og billigste tilbud. Og jeg regner også med, at vi skriver under. Selvfølgelig kan noget gå galt, men vi har en meget stor sikkerhedsstillelse, inden vi går i gang, der sikrer os mod ting, der kan gå galt, siger Erik Stoklund Larsen.

Det er alvorligt

Socialdemokratiets Mattias Tesfaye håber, at der kan blive skabt klarhed over situationen på dagens samråd.

- Det er alvorligt. Når vi bruger 2 milliarder kroner på at bygge en bro, så skal det ske under ordnede forhold og ikke med firmaer, der er involveret i organiseret kriminalitet, siger Mattias Tesfaye.

Arbejdet med Storstrømsbroen skal efter planen gå i gang til næste efterår, og i 2022 skal den indvies til biltrafik. Et år senere følger jernbanetrafikken med.

Den nye Storstrømsbro bliver Danmarks tredjestørste bro efter Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Når den er færdig, vil den indeholde to spor til højhastighedstog, en tosporet landevej samt gang- og cykelsti.

Den oprindelige Storstrømsbro skal efterfølgende rives ned, fordi den med et jernbanespor ikke længere er tidssvarende og samtidig er i dårlig forfatning.