Han kan ikke tænke klart. Han sveder i håndfladerne og er ligeglad med alt. Vreden tager over, og han sender folk på hospitalet.

28-årige Jacob Carøe Jacobsen afsoner lige nu en voldsdom i Danmarks sikreste fængsel - det lukkede Statsfængsel Østjylland.

Det er ikke første gang. Faktisk langtfra. På trods af sin unge alder er det syvende gang, at han er røget bag tremmer for vold.

For når vreden begynder at boble, siger han selv, at han ikke kan styre sig.

- Det er altid nemt at blive sur, og det er svært at lade være, hvis man bliver provokeret. Jeg har hele tiden mit temperament med mig. Det hænger om mit ben, siger Jacob.

Mange af dem, som Jacob afsoner sammen med, har også flere domme bag sig. De er en del af en sørgelig statistik, der viser, at hver tredje voldsdømte i Danmark vender tilbage til fængslet, inden der er gået to år fra løsladelsen. For særligt voldelige indsatte som Jacob med flere voldsdomme bag sig er tilbagefaldet til fængslerne sandsynligvis endnu højere.

Forskningsprojekt kortlægger voldelige hjerner

Jacob har tit fået at vide af vennerne, at der må være noget galt med ham, og han tror, at de har ret. For hver gang siger han, at turen bag tremmer skal blive den sidste, han lover familien, at når han kommer ud, så bliver det anderledes.

Men intet ændrer sig. Straffene hjælper ikke, og Jacob føler ikke, at han har fået noget ud af den terapi og behandling, han får i fængslet.

- Det har ikke forandret sig. Det hjælper ikke en skid. Der er ikke noget, der hjælper, siger han.

Men Jacob vil gerne forbedre sig og blive klogere på, hvorfor han hele tiden havner i problemer. Han sidder på en særlig afdeling for indsatte, der gerne vil forandre sig.

- Når man ser sig selv i spejlet, tænker man, hvad fanden er der sket?

- Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der er galt med mig, siger Jacob.

Jacob har meldt sig til et forskningsprojekt på Rigshospitalet, hvor læger forsøger at kortlægge, hvad der sker i hjernen på højaggressive personer, når de provokeres. På sigt håber forskerne, at deres resultater kan føre til et præparat, der kan være med til at dæmpe de voldelige impulser.

I dokumentaren 'Vold på hjernen' følger vi Jacob, mens han medvirker i forsøget og arbejder på at blive klogere på sig selv.

Tæskede tilfældig bilist

En af de gange, hvor Jacob mistede sit temperament, gik det ud over en fremmed bilist. Jacob var ude og køre med en kammerat, da den forankørende bremsede hårdt op. Jacob stak hovedet ud af vinduet for at råbe efter bilisten. I stedet for tabte han sin kasket i et lyskryds.

- Så kørte jeg efter ham hjem og smadrede ham. Jeg kendte ham heller ikke. Det var ikke så godt.

- Man bliver sur i sekundet, men når jeg så har reageret, tænker jeg, det var fandeme da dumt. Virkelig dumt.

Flere af hans medindsatte har lignende historier om impulsiv vold mod fremmede. Men ved at studere deres hjerne og sammenligne dem med lavaggressive personer, kan man måske på sigt udvikle en ny behandling, siger vejleder på projektet Gitte Moos Knudsen, der er overlæge og professor på Rigsphospitalet.

- Hvis man finder metoder, hvor man kan afhjælpe den impulsive aggression, der opstår hos særlige mennesker, vil man kunne forebygge ofrenes ulykkelige situation.

- Jeg kan ikke blive ved med at svigte folk

De mange lovbrud har ikke bare haft store konsekvenser for Jacobs ofre, men også for hans familie.

De sidste otte år har han boet sammen med sin kæreste. Hun var gravid, da de mødte hinanden, og for to år siden fik de en datter sammen, og når han ikke har siddet inde, har han været kæreste og far til to.

Fængselstiden har taget hårdt på familielivet, og Jacob har fået et brev - kæresten har fået nok.

- Hun smuttede og tænkte, at mit liv aldrig ændrer sig, siger Jacob.

Sidste gang han afsonede en straf, kom der en besked fra hende - hun var gravid. Jacob lovede, at han ville tage sig sammen, og at han aldrig kom i fængsel igen.

Jacob er nu også begyndt at tænke over, hvad han skal stille op med børnene, hvis han ikke kan forbedre sig.

- Det duer ikke at blive ved med at svigte folk. Hvis jeg bliver ved med at ryge i fængslet, synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig at se mine børn.

Jacob har derfor truffet en beslutning. Falder han igen i, når han kommer ud, så vil han kappe båndene til børnene.

- Det er ikke for at være kujon, men jeg tænker, at det ville være det bedste for dem. Istedet for, at det bliver svigt på svigt på svigt. Så må jeg indse, der er et problem med mig, og det skal ikke gå ud over dem, siger Jacob.

Voldsdomme lå ikke i kortene

Lige nu afsoner han en dom på tre måneder. Den er for vold og røveri. Andre forbrydelser tæller afpresning og kidnapning.

Ser man på Jacobs barndom er der ellers ikke noget, der afslører, at han skulle blive en del af den statistik.

- Historien om Jacob handler jo også om, at han egentlig ikke har noget i sin barndom eller opvækst, der gør, at han skulle være specielt udsat for at havne i et fængsel. Der er nogle træk i ham, der peger på, at han har det her i sin personlighed, så det er op ad bakke at prøve at arbejde med det, siger overlæge Gitte Moos Knudsen.

Jacob er vokset op Grenaa i Østjylland som søn af en fisker og en pædagog med to brødre og en søster.

- Da jeg var barn, var jeg meget stille og rolig og meget familiemenneske, fortæller han.

Mens Jacobs søskende uddannede sig, gik det den anden vej for Jacob. Selv nævner han moderens død som noget, der vendte op og ned på hans liv.

- Jeg tænkte, at der aldrig er noget, der kan ramme mig så hårdt lige meget, hvad der sker, og hvad jeg laver. Så fik jeg temperament og blev voldelig. Jeg havde ingen frygt, og jeg var ligeglad med, om jeg skulle dø, og jeg tænkte, at livet alligevel på en måde var forbi.

Jacob håber på præparat

Da Jacob meldte sig frivilligt til forsøget var det for at finde ud af, om kammeraterne havde ret, når de sagde, at der var "noget galt med ham". Og efter ture i en MRI-scanner får Jacob faktisk vished. Der er så at sige 'noget galt med ham'.

Forskerne har fundet ud af, at de aggressives hjerne fungerer anderledes end på almindelige mennesker.

Nu er spørgsmålet så, hvad han skal bruge svaret til. For selvom hans hjerne reagerer anderledes end almindelige hjerner på provokationer, så betyder det ikke, at han er fritaget for ansvaret eller skylden for sine handlinger.

Selv håber han, at forskningen med tiden kan føre til en medicin.

- Jeg håber, at der kommer et præparat, der kan hjælpe, så man kan få den samme hjernefunktion som andre for at se, om det kan gøre nogen forskel på ens tankegang og handlinger.

- Det kunne give mig ro og gøre, at jeg kunne komme ud og slappe af og leve familielivet.

Du kan se mere i DR Dokumentaren Vold på hjernen på DR1, kl. 20.45 eller på DR TV. Efter programmet kan du her på dr.dk deltage i en debat om forskningen.