Jagten på 12-tallerne er sat ind: Det tænker 'løve' og Google-chef om dit karakterark

Sveder du over en eksamen, du bare gerne vil have topkarakterer i? Så har du trykket på dagens mest opløftende overspringshandling.

Fra venstre: Jacob Risgaard fra Løvens Hule, Carina Gjerløv fra Google og Michael Panduro Lauge fra JYSK. Grafik: Katrine Holst.

En hverdagsmorgen sidste uge parkerede Michael Panduro Lauge sin bil foran JYSK-koncernens hovedkvarter og satte kursen mod sin afdelings yngstekvindes skrivebord.

I bilradioen på vej til arbejde havde dyne-gigantens salgsdirektør nemlig hørt en nyhed, som gjorde ham trist.

- Så jeg spurgte hende, om det virkelig var blevet normalt blandt studerende i dag, at man tager de her study drugs.

En studerende havde i radioen fortalt om nødvendigheden af at tage study drugs for at få topkarakterer.

- Den unge medarbejder kiggede på mig, som om jeg var en meget gammel mand. Og så sagde hun, at selv havde hun aldrig gjort det, men mange følte, de var nødt til at tage pillerne for at få topkarakterer. For uden dém, var man ikke attraktiv på arbejdsmarkedet.

Men dét kunne Michael Panduro Lauge slet ikke genkende. Han har med egne ord ansat rigtig, rigtig mange medarbejdere og ”couldn’t care less” om deres karakterer fra studiet, så længe de har gennemført en uddannelse, der passer til jobbet.

- Jeg håber, at flere arbejdsgivere tør tage bladet fra munden og sige, at de ikke går så meget op i karakterer, lyder hans parole i dag.

Vi har lavet nogle opkald for ham og spurgt en big boss fra Google og en løve fra Løvens Hule, hvad de fokuserer på, når de skal ansætte nye medarbejdere.

Carina Gjerløv bliver stille et øjeblik, da hun bliver spurgt, om hun gik op i sine karakterer på universitetet.

- Nej, det var faktisk ikke karakteren, der var altoverskyggende for mig. Heller ikke dengang.

Når hun siger ”heller ikke”, er det fordi, hun netop har fortalt om, hvad Google fokuserer på, når de rekrutterer nye medarbejdere. Carina Gjerløv er nemlig leder for tech-gigantens danske produkt- og marketingsspecialister, hvor hun ofte er med i den omfattende proces, det er, at hyre nye hoveder.

En proces, hvor Google vurderer deres kandidater på alle de parametre, cheftyper drømmer om om nattten: Samarbejdsevner, omstillingsparathed og problemløsning.

Men ikke på karakterer.

- Fordi vi har ikke kunnet se, at der er en direkte sammenhæng, mellem hvor godt du klarer dig og de karakterer, du har fået på dit studie. Så karakteren er slet ikke det afgørende for os, når vi ansætter.

Men viser høje karakterer ikke, at man er ambitiøs?

- Det kan de gøre. Men jeg vil tro, at der er rigtig mange, som ikke nødvendigvis får høje karakterer, men er lige så ambitiøse. Måske du har valgt at prioritere nogle andre ting ved siden af dit studie.

- Og så kan man jo forandre sig over tid. Så bare fordi, du har fået en dårlig – eller god - karakter på ét tidspunkt, kan du jo sagtens forandre dig.

Netop den pointe, at karakterer kun viser, hvordan medarbejderen har præsteret på ét tidspunkt i ét fag, dvæler Carina Gjerløv ved.

- Vi ved jo, at den verden, vi nu engang er i, er i hastig forandring. Så noget af det, du er rigtig dygtig til i dag, kan være fuldstændig ligegyldigt i morgen.

Når man stadig svømmer rundt i studiebøger og eksamenskarakterer for bunden af karrierestigen, kan man få helt ondt i nakken af at kigge op på Carinas Gjerløvs topstilling.

Men hun forsikrer om, at hun ikke er blevet løftet derop af sit karakterark.

Tror du, du havde nået din stilling uden høje karakterer?

- Det tror jeg, at jeg havde. For jeg er ikke på ét eneste tidspunkt, igennem de ansættelser jeg har haft, blevet spurgt ind til mine karakterer. Og det er jo interessant.

Måske har du set den storsmilende iværksætter Jacob Risgaard i DR-programmet Løvens Hule. Nu sidder han trygt og tilbagelænet i hulens brune læderstole, men vejen dertil har ikke været snorlige.

- At nogle unge tager study drugs for at få høje karakterer, gør jo ondt helt ind i hjertet på mig. Jeg kan selv huske, da jeg gik på røven som 18-årig med min første virksomhed. Så jeg forstår virkelig godt, at man har hele livet foran sig og tænker "SHIT, de andre overhaler mig med deres karakterer".

Jacob Risgaard blev smidt ud af tiende klasse og har aldrig taget en universitetsuddannelse. Det burde gøre, at han havde endnu større respekt for et karakterark prydet med 12-taller, mener han selv.

Men det er bestemt ikke den holdning, Jacob Risgaard - på slagkraftigt nordjysk - udtrykker.

- Jeg har ikke én eneste gang i mine 25 år som iværksætter og arbejdsgiver kigget på nogens eksamenspapirer. Ikke én gang. Og jeg kender i øvrigt ikke nogen, der har gjort det.

Og her må vi lige komme med en lille indskydelse. For det kan godt være, at Jacob Risgaard ikke kender nogen, der går op i karakterer. Men det gør de altså hos DJØF, som du kan læse i boksen herunder.

Men hvad kigger Jacob Risgaard så efter, når han ansætter?

- Flid og empati slår til enhver tid karakterer.

Men viser høje karakterer ikke netop, at du er flittig?

- Nej, det kan også bare vise, at du er heldig.

- Så medmindre du skal bruge din eksamenskarakter til at komme ind på næste studie, så mener jeg virkelig dybt inde i hjertet, at man ikke skal bekymre sig om at få gode karakterer.

Udover at være investor er Jacob Risgaard medejer af Coolshop.

- Én ting, jeg er et bevis på, er, at man kan ændre sig til det positive igennem et liv. Så jeg vil sige: Drop nu de piller, og vent til, at I kan tage Viagra efter en lang og lykkelig karriere.

Og så er vi tilbage hos Michael Panduro Lauge fra JYSK. Da han tager telefonen, er han i gang med at kaste et sidste blik på nogle jobansøgninger fra kandidater, som han skal have til samtale senere i dag.

Men han har ikke slået op på den side i CV’et, hvor karakterbladet er vedhæftet.

Og dét selvom der nok heller ikke står så meget på siden med erhvervserfaring. Dagens samtaler går nemlig på en graduate-stilling, som altså er målrettet nyuddannede.

Han vil ansætte én, som har lederpotentiale på sigt, og nævner et eksempel på en samtale, hvor kandidaten i sin fritid var anfører på et fodboldhold. Det kunne salgsdirektøren godt lide at høre.

- Så spurgte jeg ind til, hvordan han var som anfører, og hvilke beslutninger man tager som anfører. Ud fra dét synes jeg, at jeg får et indtryk af, hvem personen er, og om personen vil passe ind.

- Jeg kigger også rigtig meget efter, om det er et menneske, som kan lide at være sammen med familie og venner. I min optik er der andet i livet end bare arbejde og præstation. Fordi vi lader altså op til at præstere i fritiden.

Du er ikke bange for, at de så er mindre fokuserede på deres job?

- Nej, ikke det mindste. Mine medarbejdere har ild i øjnene og er klar til at erobre dagen hver dag.

Michael Panduro Lauge er med på, at det langt fra er alle virksomheder, der bladrer over de vedhæftede karakterark. Selvom han ikke er dynekonge, kan salgsdirektøren i denne sag udtale sig på vegne af hele JYSK.

- Det virker lidt som om, at nu er der en almen forståelse for, at alle skal performe med høje karakterer, for at få et arbejde i den sidste ende. Og det er sikkert nødvendigt nogle steder, men bare ikke alle steder. Ikke hos os.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk