Jagter du også genbrugsguld på nettet i disse dage? Det kan du godt - hvis du passer på

Flere digitale markedspladser oplever stigende interesse under corona-isolationen.

Emma Eskelund og hendes datter viser nogle af de ting frem, de har til salg online. (Foto: Torben Møller © DR Midt & vest)

Et løbehjul. Noget babylegetøj. Og også et sæt termotøj.

Der er gang i salget hos Emma Eskelund fra Kibæk tæt ved Herning.

Men det hele foregår online - via digitale markedspladser som DBA, Reshopper og guloggratis.dk.

- Det er en god aktivitet, som jeg også selv har lavet med mine børn - at rydde op i nogle af de ting, man ikke leger med mere, og som kan få nye ejere, siger Emma Eskelund.

Hun er ikke den eneste, der har udnyttet de online genbrugsbutikker under hjemmekarantænen.

DBA har oplevet en markant stigning i aktiviteten på især tre ting, siden det offentlige Danmark lukkede ned:

Ting til hjemmekontoret - eksempelvis kontorstole og computerskærme. Legetøj og kreative ting. Og sidst - men ikke mindst - ting til haven som for eksempel redskaber og byggematerialer.

- Jeg tror, at alle de fritidsprojekter, som folk havde planlagt til påsken, har de rykket frem og startet med nu, siger marketingdirektør Tue Søe fra DBA.

Hos børnefamiliernes brugtvareterminal Reshopper har de også oplevet stor efterspørgsmål på især legetøj.

Følg disse regler

Men coronavirus kan jo overleve på overflader i op til tre døgn, har du garanteret læst. Så er det sikkert at handle med brugte ting?

Emma Eskelund tager sine forholdsregler. Blandt andet vasker hun tingene godt, inden det ryger videre, og så aftaler hun med køberne, at de betaler med Mobilepay, og at hun lægger det solgte i en pose på fortrappen.

- Så kan de komme og hente det, når det passer dem, og det gør, at vi faktisk overhovedet ikke har nogen fysisk kontakt, fortæller hun.

Emma Eskelunds metode er lige efter bogen, mener professor i virussygdomme Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet.

Det er nemlig det fysiske møde ved handlen, der udgør klart den største risiko for smitte, og derfor bør man undgå det.

- Der er selvfølgelig altid en lille risiko for at overføre virus passivt på ting. Men risikoen er altså lille, siger han.

Hvis man vil være helt sikker, handler det om at vaske tingene af og ellers stille dem væk i 72 timer inden brug, fordi mulig virus vil være væk der.

Både DBA og Reshopper har netop lavet retningslinjer for sikkert salg, som brugerne bliver oplyst om. De går på at vaske og afspritte tingene inden salg og at sende tingene frem for at mødes fysisk.

Til spørgsmålet fra før, lyder det derfor klart fra professor Allan Randrup Thomsen:

- Hvis man følger de procedurer, kan man sagtens stadig handle med brugte ting, siger han.

Tag disse forholdsregler, hvis du vil handle privat:

  • Begræns fysisk kontakt. Send varen med posten, så du undgår fysisk kontakt. Alternativt stil varerne ud på trappen eller i indkørslen, så du ikke skal have direkte kontakt med køber.

  • Betal med Mobilepay - undgå kontanter.

  • Vask eller sprit dine varer af inden handlen.

  • Når du har købt en vare, så sæt den til side i 72 timer, inden du tager den i brug. Så kan du være sikker på, at der ikke sidder virus på den.

  • Kilde: Professor Allan Randrup Thomsen og DBA