Jakob er hiv-positiv: Jeg tænker ikke over det i hverdagen

Nyt studie kan hjælpe mod stigmatisering af hiv-smittede, håber Jakob Hedegaard.

Jakob Hedegaard har været hiv-positiv siden 2002. Han glæder sig over konklusionerne af et banebrydende studie af hiv-smittede i behandling. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Den knasende lyd af grus under skoene dominerer lydbilledet, da gruppen af løbere bevæger sig gennem skoven. Solen titter frem mellem træerne, mens lyset reflekteres på de svedige arme, der bevæger sig taktfast, mens benene gør det hårde arbejde på dagens rute i løbeklubben.

Blandt de forreste i feltet er 46-årige Jakob Hedegaard. Han er en af de omkring 6.200 personer i Danmark, der ifølge Statens Serum Institut lever med hiv.

Trods tilværelsen som hiv-positiv lever han et ganske normalt liv. Som hiv-smittet og mentor for nysmittede glæder han sig over et nyt studie, der entydigt konkluderer, at behandling mod hiv nu er så sikker, at en smittet i effektiv behandling ikke kan give sygdommen videre.

- Vi har vidst det i en årrække, men der har ikke været et kæmpe stort studie som dette, hvor over 1.000 har deltaget, siger han.

- Tidligere har man sagt, at der er minimal risiko. Nu siger man, at der ikke er nogen risiko, og det er mega fedt. Det er det også for mig, for så ved jeg, at jeg ikke kan smitte nogen.

Vigtigt at få slået fast

Selv om den store undersøgelses konklusioner ikke kommer bag på Jakob Hedegaard, glæder han sig over studiet.

- Det betyder rigtig meget, for nu bliver det slået 100 procent fast, siger Jakob Hedegaard, der håber, at viden om sygdommen kan føre til færre fordomme.

- Jeg håber, at der bliver mindre stigmatisering. Jeg oplever stadig at blive valgt fra en gang i mellem, fordi jeg er hiv-positiv, siger Jakob Hedegaard.

Tidligere studier har også vist, at smitterisikoen blandt velbehandlede hiv-positive er lig nul. Det nye studie er dog banebrydende, fordi det som det som det første har undersøgt smitterisikoen blandt netop mandlige, homoseksuelle par, der har ubeskyttet analsex.

Forholdene er blevet bedre

Jakob Hedegaard har været hiv-positiv i 16 år. Da han blev smittet, var mulighederne for et normalt liv væsentligt anderledes.

- Det var meget sværere at være hiv-positiv i 2002. Jeg var ikke i behandling de første syv år, så der var jeg i virkeligheden i risiko for at kunne smitte andre, hvis ikke jeg dyrkede sikker sex hver gang, hvilket jeg selvfølgelig gjorde, siger han.

- Den risiko er helt væk nu, så nu har jeg et meget friere liv, siger Jakob Hedegaard.

Han mener, at undersøgelser som det nye banebrydende studie for år tilbage kunne have hjulpet hans situation.

- Så havde de første år ikke have været så svære, som de var. For det var svært dengang. Men jeg klarede det og står her den dag i dag, så det er rigtig fint, lyder det fra Jakob Hedegaard, som siger, at sygdommen ikke fylder meget i det daglige.

- Jeg tænker overhovedet ikke på det i hverdagen, siger Jakob Hedegaard.

En gang om dagen skal han bare huske at sluge tre piller, der lægger låg på virussen.

- Det er ligesom at børste tænder, siger han.

Ifølge Statens Serum Institut lever omkring 6.200 personer i Danmark med hiv, og hvert år smittes omkring 200.