Japan lærer af Danmark efter jordskælv

I næste uge kommer den tidligere premierminister Naoto Kan på studiebesøg i Danmark. Han skal kigge på energi og bæredygtighed.

Naoto Kan, som var premierminister i Japan under det ødelæggende jordskælv sidste forår, kommer i næste uge på studiebesøg i Danmark.

Naoto Kan blev i månederne efter jordskælvet kritiseret for at have virket famlende i de afgørende timer efter katastrofen.

Men han har siden gjort sig til talsmand for nye mål for genopbygningen af de jordskælvs- og tsunami-ramte områder. Han går ind for en større vægt på vedvarende energi, bæredygtighed og større sikkerhed mod fremtidige naturkatastrofer.

En helt ny by

Det samme gør borgmester og bystyre i kystbyen Higashi-Matsushima i Miyagi-amtet, et af de værst ramte bysamfund. Her har man valgt at bygge "en helt ny by" frem for bare at genopbygge en kopi af den gamle by, som man har gjort i andre mere konservative bysamfund længere mod nord langs Japans norøstlige kyst.

Og man har allerede et tæt samarbejde med den danske ambassade og danske firmaer omkring grønne energiløsninger og planlægning i den forbindelse.

Higashi-Matsuhima har fået en pris for sin indsats fra det japanske statsministeriums såkaldte "Future City"-initiativ, og i den forbindelse kommer repræsentanter for byen i næste uge til Danmark sammen med den afgåede premierminister.

Lolland og Samsø

Mandag morgen skal delegationen mødes med den danske klima- og energiminister, Martin Lidegaard og studere konkrete energiløsninger på Lolland. Tirsdag besøger de Samsø.

Efter Naoto Kan har forladt Danmark, besøger repræsentanter for Higashi-Matsushima også en skole i Fredensborg og virksomheder som Grundfos og DHI.

Den japanske ambassade i Danmark koordinerer besøget, som er kommet i stand på japansk initiativ.

Facebook
Twitter