'Jeg græd hver dag, når jeg kom hjem fra arbejde': 25 personer fortæller om hårdt og sexistisk arbejdsmiljø hos Mikkeller

Direktør for Mikkeller, Kenneth Madsen, erkender, at der har været for mange sager med dårligt arbejdsmiljø, men han afviser, at der er en generelt dårlig kultur i virksomheden.

Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

Det verdenskendte danske bryggeri Mikkeller har den seneste tid fyldt en del i medierne - og ikke på grund af deres populære øl.

I sidste måned trak 40 bryggerier sig fra Mikkellers ølfestival efter beskyldninger om dårlige arbejdsforhold.

Og nu står 25 tidligere ansatte frem i Kulturen på P1 og fortæller om de oplevelser, de har haft som ansatte hos bryggeriet i perioden 2007 til 2021.

Nogle står frem med navn, mens andre er anonyme. Deres navne er kendt af Kulturen på P1.

De beretter om sexisme, mobning og dårligt arbejdsmiljø som en del af hverdagen.

En af dem, der står frem ved navn, er Vibeke Larsen, der blandt andet forklarer, at hun har oplevet, at en chef kyssede hende på vej hjem fra en personalefest.

Ved en arbejdsrelateret rejse bad samme chef om at komme ind på hendes hotelværelse. Han sagde, at det var en arbejdsrelateret snak, som ikke kunne vente. Hvorefter han ifølge Larsen tog sit tøj af og satte sig i bar overkrop på hendes seng.

Vibeke Larsen forklarer, at han senere på kontoret flere gange kom med seksuelle kommentarer til hendes påklædning.

- Jeg bliver udsat for sexchikane, som jeg ville ønske, at jeg dengang havde sagt tydeligere fra over for. Det er svært at forklare, men det var simpelthen ikke muligt.

- Jeg var jo bange for ham. Jeg turde ikke at være alene med ham. Han havde overtrådt nogle grænser, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at han nogensinde ville gøre, siger Vibeke Larsen til Kulturen på P1.

'Det har været stille og roligt nedbrydende'

Når hun taler om episoderne i dag, får hun kvalme og ondt i maven. Hun har også svært ved at sove.

Alligevel har det været svært for hende at træffe beslutningen om at stå frem med historien.

- Jeg har haft mine tvivl om, hvorvidt jeg skulle stå frem med det her, fordi det er foregået på en måde, hvor man føler, at det bare er en selv, der ikke har været stærk nok. Ikke har haft styrken til at begå sig. Det har været stille og roligt nedbrydende, siger hun og tilføjer, at hun efterfølgende har skullet bruge lang tid på at bygge sig selv op igen.

Ifølge Vibeke Larsen fortalte hun om oplevelserne til HR i Mikkeller.

Mikkeller oplyser til Kulturen på P1, at episoderne ikke er blevet indrapporteret til HR, men fortalt i fortrolighed til en studentermedhjælper i HR.

Vibeke Larsen gik også til psykolog efter ansættelsen hos Mikkeller. Det bekræfter Kristina Hermann, som har haft Larsen i behandling. Hermann skriver om forløbet:

"Min vurdering af det psykiske arbejdsmiljø, ud fra min klients oplevelser, er, at det er frygtstyret, manipulerende og nedbrydende for de ansatte."

Kulturen på P1 har også været i kontakt med den leder, som Vibeke Larsens historie handler om.

Han ønsker at være anonym, men Kulturen på P1 gør opmærksom på, at der ikke er tale om stifter og kreativ direktør Mikkel Borg Bjergsø.

Manden svarer:

- Det er korrekt, at jeg kyssede hende i bilen, hvilket var uprofessionelt og dumt, men jeg opfattede klart interessen som gensidig. Det er også korrekt, at jeg viste interesse for hende i Aarhus og blev afvist, men jeg kan ikke genkende udlægningen.

- Når situationerne er blevet opfattet på anden vis, er det selvfølgelig mit ansvar. Det har aldrig været min intention at være grænseoverskridende - hverken over for Vibeke Larsen eller andre. Det vil jeg gerne undskylde.

- Det står klart for mig i dag, at jeg ikke altid har fremmet et trygt arbejdsmiljø for alle - hverken som kollega eller som leder. Jeg vil gerne sig undskyld til de tidligere kolleger, som under min ledelse ikke har oplevet det som godt og trygt at gå på arbejde.

Chef beskyldt for at lave onanibevægelser

En anden tidligere medarbejder er Kamilla Kristensen, som var ansat på bar og bryggeriet Warpigs, der ejes af Mikkeller, i København i 2017.

Hun oplevede det som en arbejdsplads med mobning og sexisme. Eksempelvis oplevede hun en chef, der lavede onanilyde- og bevægelser, når hun sagde noget, han ikke var enig i.

- Jeg græd hver dag, jeg kom hjem fra arbejde. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke sagde op tidligere, men man kan ikke se alting så tydeligt, når man står midt i det, siger Kamilla Kristensen til Kulturen på P1.

En tredje medarbejder bekræfter over for Kulturen på P1, at han har set og hørt chefen lave onanibevægelser.

Kulturen på P1 har forelagt Kamilla Kristensens udtalelser for hendes tidligere chef, Kenneth Madsen. Det er ikke den samme Kenneth Madsen, som i dag er direktør for Mikkeller. Der er navnesammenfald.

Han skriver følgende:

- Jeg er fra restaurationsbranchen, og der er til tider en bramfri og kontant omgangstone, men sexistisk er den ikke. Kamilla Kristensens kommentarer omkring onanibevægelser under samtaler, det tager jeg stærkt afstand fra at skulle have gjort. Vi delte kontor i cirka otte måneder og lavede en del events sammen og talte utrolig meget sammen. Vi var ikke altid enige, men vores diskussioner blev altid holdt på et professionelt plan.

- Det, jeg kender til, er en anden anonym medarbejder, som havde en uheldig oplevelse med mig. Jeg var til et privat selskab med en herregruppe af venner på Warpigs Brewpub, og der skulle jeg sent om aftenen, lidt mere beruset end godt er på ens arbejdsplads, have brugt upassende sprog af bramfri karakter. Pågældende medarbejder klagede til ledelsen samme weekend, og 48 timer senere var jeg fortid i firmaet. Det har jeg lært meget af og er kommet godt videre i mit arbejdsliv.

Kenneth Madsen afviser altså anklagerne om sexisme, men bekræfter, at han blev fyret efter en anden episode, der omhandlede "brug af upassende sprog og bramfri karakter".

Flere kilder fortæller til Kulturen på P1, hvordan kvindelige medarbejdere er blevet udsat for sexistiske kommentarer på flere forskellige Mikkeller-serveringssteder og på hovedkontoret.

Tidligere mandlige medarbejdere fortæller, at de genkender et generelt billede af et dårligt arbejdsmiljø, men at de ikke personligt er blevet behandlet dårligt.

Direktør lover bedring: 'Det er hjerteskærende'

Kenneth Madsen, der er direktør i Mikkeller, siger til Kulturen på P1, at vidnesbyrdene gør dybt indtryk på ham.

- Det gør et ekstremt dybt indtryk. Det gør ondt at lytte til – både på et personligt og professionelt plan. Det er hjerteskærende at lytte til, at der er tidligere medarbejdere, der i forskellige former har været udsat for et helt uacceptabelt arbejdsmiljø og kæmpet med det efterfølgende. Det er jeg ked af at høre, siger han.

Han fortæller, at Mikkeller har identificeret syv personer, som har overtrådt firmaets personalepolitik, og at de pågældende medarbejdere ikke længere er ansat i Mikkeller.

Han fortæller dog, at han ikke tidligere har været bekendt med sagen om Vibeke Larsen.

- Jeg mener og håber, at vi er bevidst om de sager, der er kommet frem i lyset i dag og tidligere. Men jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke er flere sager derude. Men det, jeg kan sige, er, at vi er fuldt fokuseret på at få skabt et trygt arbejdsmiljø og få skabt nogle processer og politiker, som gør, at det, vi har hørt om i dag, aldrig kommer til at gentage sig.

Men der er sager fra 2007 og frem til 2021. Hvorfor er der ikke sket noget før?

- Der er et stort ønske om, at man kunne få hænderne om det her tidligere. Vi har ageret for sent og ageret for lidt. Det har vi sagt undskyld for, og det har haft konsekvenser for tidligere medarbejdere, siger han.

Han peger på, at det er en en længere og kompleks historie og forklarer det med, at man som opstartsvirksomhed typisk er interesset i at skabe vækst, hvor så bliver HR ikke prioriteret ordentligt.

Afviser der er en skadelig arbejdskultur

Direktør Kenneth Madsen afviser, at man generelt har en skadelig virksomhedskultur, men erkender, at man har ageret for sent, og at man desuden ikke har været gode nok til at række ud til tidligere medarbejdere, der har haft dårlige oplevelser i Mikkeller.

Direktøren forklarer, at man har arbejdet på nye processer, der skal hindre lignende sager – blandt andet et træningsprogram, der skal være med til at forebygge sexisme, mens man har hyret en ekstern konsulent, der skal rådgive om ligestilling og lignende.

Han lover desuden, at der er i dag er en total anonym kanal, hvor man kan komme og klage, og han lover, at der ikke vil være negative konsekvenser ved at række ud og fortælle om dårlige oplevelser.

Historierne om chikanen hos Mikkeller var en del af en større bølge af sager, som opstod efter #MeToo-bevægelsen.

Her beskrev særligt kvindelige bryggeriansatte sexisme og dårligt arbejdsmiljø på bryggerier verden over.

Det har blandt andet ført til etableringen af gruppen Woman of the Bevolution, som kæmper de kvindelige bryggeriarbejderes sag.