'Jeg har nærmest ikke ord for det': Alvorlig tiltale kan være på vej mod Claus Hjort Frederiksen

Der er tale om en historisk sag, hvis den tidligere minister bliver tiltalt for videregivelse af højt klassificerede oplysninger.

Claus Hjort Frederiksens advokat siger, at han vil "pure frifindes". (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Folketinget skal tage stilling til, om Claus Hjort Frederiksen (V) skal kunne tiltales i en alvorlig sag om brud på tavshedspligten.

Det sker, efter at Rigsadvokaten har indstillet til Justitsministeriet, at der skal rejses tiltale mod den tidligere Venstre-minister.

Og det er helt særligt, siger DR's retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe.

- Det er historisk. Når Rigsadvokaten mener, der skal rejses en tiltale mod Claus Hjort Frederiksen, er det, fordi anklagemyndigheden vurderer, at det kan bevises ved domstolene, at han har videregivet statshemmeligheder.

Claus Hjort Frederiksen har siden december sidste år været sigtet for at have videregivet højt klassificerede oplysninger.

Ifølge professor emeritus i strafferet Jørn Vestergaard er sagen af flere grunde historisk.

- Der er aldrig tidligere rejst tiltale mod en forhenværende minister for brud på tavshedspligt, og der er aldrig før nogen, der er blevet tiltalt alene efter paragraf 109.

- Paragraffen har kun været i brug i sagen mod DDR-spionen Jörg Meyer i 1980.

Jörg Meyer havde været udsendt af den østtyske sikkerhedstjeneste Stasi, og han boede i Danmark under dæknavn. Han blev idømt flere års fængsel for spionage.

Fortsat hemmelig sigtelse

Advokat René Offersen er forsvarer for Claus Hjort Frederiksen i sagen. Han fortæller, at den tidligere minister nægter sig skyldig og vil frifindes i sagen.

Den konkrete sigtelse mod Claus Hjort Frederiksen er fortsat hemmeligholdt.

Men ifølge DR’s oplysninger drejer sagen mod den tidligere minister sig udelukkende om udsagn, han har givet i offentliggjorte interviews på tv, lyd og i aviser heriblandt programmet 'Deadline' på DR og 'Lippert' på TV2 News.

Noget, Claus Hjort Frederiksen også selv tidligere har oplyst.

- Men signalet fra anklagemyndigheden i den her sag er, at en hemmelighed er en hemmelighed, uanset i hvilken forbindelse det er blevet sagt, siger retskorrespondent Trine Maria Ilsøe.

Inden Claus Hjort Frederiksen officielt kan blive tiltalt, skal sagen igennem Folketinget.

For ifølge grundloven kan et folketingsmedlem ikke stilles for retten i en straffesag eller bliver fængslet uden Folketingets samtykke. Medmindre de bliver taget på fersk gerning.

'Interessant proces herfra'

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) fortæller, at han på mandag vil indkalde lederne af alle Folketingets partier for at drøfte processen og give dem flere oplysninger om sagen mod Claus Hjort Frederiksen.

- Men jeg kan sige, at det kommer ikke til at være sådan, at Folketingets 179 medlemmer får indsigt i sagen, for det er meget klassificerede oplysninger, siger justitsministeren.

Den proces bliver ifølge politisk analytiker Jens Ringberg spændende at følge.

- Jeg har nærmest ikke ord for det her. Det er helt historisk.

- Det bliver interessant at se, hvad de politiske reaktioner bliver, for det er jo afgørende for, hvorvidt der kommer et flertal for at afskaffe Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet, siger han og tilføjer, at partierne nok vil reagere forskelligt.

Flere partier har allerede sagt, at de ikke uden videre vil ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet.

- De vil have indblik i sagen. Overfor det står så Justitsministeriet, der har nogle hensyn til hemmeligholdelse af fortrolige oplysninger, siger politisk analytiker Jens Ringberg.

- Så om man kan fortælle så meget, at partierne bliver tilfredse og har et grundlag at tage stilling ud fra, bliver interessant.

Men om danskerne får mere at vide om anklagerne mod den tidligere minister, er stadig tvivlsomt, siger retskorrespondent Trine Maria Ilsøe.

- Indtil videre har indstillingen fra anklagemyndigheden været, at offentligheden ikke skal vide noget som helst. Hvis sagen ender ved domstolene, er det i sidste ende en dommer, der skal vurdere, om sagen skal køre for åbne eller lukkede døre.

- Dilemmaet er, at hvis anklagemyndigheden selv offentliggør mistanken, så risikerer de selv at videregive eventuelle statshemmeligheder, siger hun.

Ifølge professor emeritus Jørn Vestergaard er det helt usandsynligt, at en eventuel straffesag vil køre for fuldt åbne døre.

- Det fremgår jo tydeligt, man lægger afgørende vægt på fortroligheden omkring de nærmere oplysninger i sagen.

Claus Hjort: 'Intet overrasker mig længere'

Hovedpersonen selv har i et længere opslag på Facebook skrevet, at han inderligt håber, at offentligheden og alle Folketingets medlemmer nu kan få indsigt i sagen.

- Der er ikke noget, som overrasker mig længere med den her regering, Danmark har. Jeg mener ikke, at jeg har sagt noget, som ikke allerede var sagt i offentligheden.

- Jeg synes, det er meget sigende, at jeg har kritiseret regeringen i den her sag, og så bliver jeg efterfølgende sigtet for landsforræderi af regeringen.

Og ved en kort presseseance i eftermiddag uddybede han sin kritik.

- Jeg kan bare sige, at efter min opfattelse har jeg ikke røbet nogen hemmelighed overhovedet, lød det fra Hjort Frederiksen.

- Den her sag startede jo i 2013, hvor Snowden lækkede papirer, han havde opsnappet fra NSA (amerikanske efterretningstjeneste, red.). Så hele lækket af den her sag stammer jo sådan set fra amerikansk side. Det har været omtalt vidt og bredt.

Ifølge justitsministeren vil regeringen følge Rigsadvokatens anbefaling og stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet.