Jeg vil gerne købe en dum telefon, tak: Dumbphones giver pauser fra alarmer og notifikationer

Det er især de unge, der er bannerførere for den nye tendens, siger ekspert.

Hvis unge skal tilvælge dumbphones kræver det, at det er et fælles projekt, mener ekspert. Ellers bliver det nemlig for hårdt at stå udenfor fællesskabet. (Foto: © Manan VATSYAYANA, Scanpix Denmark)

De er smarte. Telefonerne, hvor du kan høre en podcast, mens du betaler for dine varer med dit betalingskort, der er tilkoblet telefonen. Du kan også lige tjekke Aula og logge på din netbank i skærmens blå skær. Og måske du også lige slår et smut forbi Facebook eller Instagram.

Men måske er de næsten for smarte. I hvert fald er der fornyet interesse for de såkaldte dumbphones, der i sin essens er en gammeldags telefon, der stort set kun kan bruges til sms’er og opkald.

Det fortæller elektronikbutik Elgiganten til DR. Hver gang Elgiganten sælger 20 smartphones, sælger de tilsvarende en enkelt dumbphone.

Hos konkurrenten Power ser man til gengæld ikke en stigende interesse for dumbphones.

Hos Pricerunner, der er en online tjeneste, hvor man kan sammenligne priser på produkter, beretter de om, at forbrugerne i stigende grad søger efter gammeldags telefoner, der primært kan bruges til at ringe og skrive. Søgningen på simple telefoner er ifølge Pricerunner steget med 17 procent i løbet af det seneste år.

Ifølge Pricerunner gælder opsvinget især mærker som Nokia og Alcatel.

Ekspert: De unge er nysgerrige på dumbphones

Christian Mogensen, der er ekspert i digitale medier og unges medieforbrug og har tidligere arbejdet ved Center for Digital Pædagogik, mener dog, at der er tale om en tendens.

- Særligt blandt unge mennesker ser vi flere, der enten er skiftet eller har interesse for at skifte fra de ellers meget populære smartphones til en lidt dummere model.

Når det især er de unge, der opsøger en anden type telefon, er det ifølge Christian Mogensen, fordi de i højere grad end voksne udfordrer og forholder sig kritisk til det stykke værktøj, de har i hånden eller nede i lommen.

- Når man skifter til en dumbphone, handler det om, at vi er blevet meget opmærksomme på, hvor meget kontrol, en smartphone kan tage. Med alarmer, stories, reels og notifikationer udfordrer de hele tiden vores koncentration og vores opmærksomhed, lyder det.

Spørger man Mathias Nimgaard Larsen, der er konsulent ved Center for Digital Pædagogik, er de unges interesse betinget af, at der er tale om et kollektivt projekt.

- Der skal være en fælles praksis om, at man som familie eller vennegruppe har en smartphone-fri zone. Hvis det ikke er et kollektivt anliggende, gør det for ondt, fordi man risikerer at stå udenfor.

Mathias Nimgaard Larsen taler her om "fomo", altså frygten for at gå glip af noget. Hvis alle ens venner er på Instagram, Snapchat og Facebook, mens man selv kun kan ringe og sms'e fra en gammel Nokia, vil man hurtigt føle sig udenfor fællesskabet, forklarer han.

Han understreger samtidig, at digitalt nærvær kan være ligeså meningsfuldt som det at have mobilfri zoner. Han mener desuden, at en stor del af snakken om dumbphones er en udleder af, at der har været meget kritik af smartphones.

- Derfor giver det god mening, at der eksempelvis er en øget trafik i søgninger på dumbphones.

Mindre afhængighed, mere tilvalg

De personer, der vælger en dumbphone, gør det ifølge Christian Mogensen derfor også for at få et mere bevidst telefonforbrug. Man kan vælge at sætte telefonen på lydløs eller lave indstillinger for de enkelte apps.

- Men for nogle er det nemmere at fjerne alt, der hedder apps og erstatte det med en telefon, der kan det grundlæggende. Du kan ringe og skrive, og hvis du er heldig, er der også en lommeregner.

Han tror derfor også, at flere i fremtiden vil tilvælge en dumbphone.

- Der skal ikke være noget, der hele tiden larmer eller skubber en til at tjekke, om der kommer en snap, en besked eller en ny story på Instagram. De sociale medier bliver noget, man tjekker, når man selv har lyst – ikke når medierne synes, at det skal være.

Arne gav afkald på smartphonen og fik flere pauser

En af dem, der har set fordelene ved en dum telefon, er Arne Mathiasen. For mere end tre år siden gik hans smartphone i stykker, og da han skulle have en ny, faldt valget på en dumbphone.

- Jeg var mere i ro og mindre stresset og følte særligt i sociale sammenhænge, at det gjorde noget rigtigt godt for mig. Jeg følte mig mere til stede.

Manglen på en smartphone skabte flere naturlige pauser i løbet af en dag.

- Der er ikke mulighed for at underholde mig selv, så jeg får en påtvunget pause. Det er overraskende rart.

Men en smartphone er jo også, ja rigtig smart. Er det ikke upraktisk at undvære de ting, en smartphone kan?

- Jeg er ikke en stenaldermand, som er gået helt offline. Jeg har en iPad, som jo i princippet er en stor smartphone, og hvis jeg ikke havde den, var der mange ting, jeg ville savne. Men når min telefon ikke kan gå på nettet, får jeg de der små åndehuller.

- Når jeg tager i skoven med min hund, tager jeg jo ikke min iPad med.

"Jeg laver forløb til efterskoler og højskoler, hvor jeg kan give dem en oplevelse af at gå tilbage i tiden", siger Arne Mathiasen, der har omkring 300 Nokia-telefoner til formålet.

Arne Mathiasen er uddannet kaospilot og besluttede på baggrund af sin egen oplevelse at lave forløb på efterskoler og højskoler, hvor de unge i en forsøgsperiode får udskiftet deres normale smartphone med en dumbphone.

- Det er en helt ny oplevelse for dem at få sådan en telefon i hænderne. Der er sågar nogle, der trykker på skærmen, fordi de tror, det er en touchskærm.

Arne Mathiasen oplever, at danskerne generelt har et ønske om at være mere til stede. Ifølge ham er der mange, der i en eller anden grad forsøger at styre skærmtiden ved for eksempel at slette apps eller slå notifikationer fra. Den mest positive respons sker på efterskolerne, fortæller han.

- Det er en sjov oplevelse for dem. Det fede er, at det her er et reelt alternativ, særligt for de unge, der er på efterskole, hvor de egentlig bare skal bare være til stede med deres venner.

- Jeg vil mene, det er en af de få konkrete løsninger, der er på digital afhængighed.

Og ifølge eksperter er det særligt dårlig søvn og mistrivsel, der kan forbindes med et højt skærmforbrug. Men der findes også gode ting ved at bruge skærmen. Det kan du se mere om i explaineren herunder.

https://muadmin.net.dr.dk/muadmin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:648c07f13f7a891cf8897b61