Medicinsk cannabis

Jeppe bruger 2.250 kroner på medicinsk cannabis om måneden: Det fjerner smerte-Jeppe

Den 28-årige førtidspensionist Jeppe Jaqué Frimand håber, der snart kommer en tilskudsordning.

En novemberdag i 2013 skal elektriker Jeppe Jaqué Frimand trække nye ledninger i et køkken i en almen boligforening i Brøndby Strand, der er ved at blive renoveret.

Han har en lærling med, og de har husket at slukke for strømmen. Men de har ikke opdaget i tide, at der er trukket ulovlige og farlige elkabler uden om lejlighedens HFI-relæ.

Da Jeppe Jaqué Frimand tager fat i en strømførende ledning med begge hænder, strømmer 400 volt gennem hans krop fra tommelfinger til tommelfinger.

Skaderne efter stødet er så voldsomme, at de sætter en stopper for hans arbejdsliv.

- Det stikker helt af, hvis jeg ikke får slappet ordentligt af. I det hele taget er det bare svært at være til stede, fordi det kribler og krabler i armen, skulderen og hovedet, siger Jeppe Jaqué Frimand, der i dag er førtidspensionist.

Efter flere års forsøg på at holde smerter og føleforstyrrelserne stangen, har hans læge udskrevet en recept til ham, så han kan købe cannabis til medicinsk brug.

Det sker som led i en forsøgsordning, der trådte i kraft 1. januar.

Jeppe Jaqué Frimand har prøvet adskillige behandlingsformer, før han fik recept på medicinsk cannabis. (© DR Nyheder)

Den seneste måned har Jeppe Jaqué Frimand brugt cirka 4.500 kroner på medicinske cannabisprodukter.

Sygeforsikring Danmark refunderer halvdelen af beløbet, men resten må han selv betale.

Politikerne på Christiansborg har nemlig endnu ikke fået en tilskudsordning op at stå.

Dermed adskiller den medicinske cannabis sig fra andre former for medicin, der udløser et tilskud, hvis størrelse afspejler patientens årlige medicinudgifter.

- Vi kunne helt klart godt bruge pengene på andet, når jeg er på førtidspension og syg. Så det ville være rart, hvis der kom en tilskudsordning på lige fod med alt andet medicin, siger Jeppe Jaqué Frimand.

Fakta: Medicinsk cannabis

  • Siden 1. januar 2018 har det været muligt at købe medicinsk cannabis på recept.

  • Det sker som led i en forsøgsordning, som skal løbe over en periode på fire år.

  • Ordningen giver læger mulighed for at udskrive recept på en type cannabisprodukter, som ikke tidligere har været lovlige i Danmark.

  • Som udgangspunkt er midlerne tiltænkt sklerosepatienter, rygmarvsskadede, patienter med visse typer kroniske smerter og patienter med kvalme og opkastning efter kemoterapi, som ikke har haft gavn af godkendte lægemidler.

  • Læger kan dog frit udskrive produkterne til patienter med andre lidelser.

  • Der er i øjeblikket to produkter på hylderne herhjemme, som begge er fremstillet af tørrede cannabisblomster og indeholder cannabidiol (CBD), der blandt andet kan dæmpe kramper, og det euforiserende stof dronabinol (THC), der kan virke smertelindrende.

  • Produkterne kan drikkes som te eller inhaleres med en fordamper.

  • Produkterne er ikke godkendte lægemidler, og lægerne har ikke samme viden om virkninger og bivirkninger, som de har ved godkendt medicin.

Patientforening: Patienter har ikke råd til at deltage

Forsøgsordningen med medicinsk cannabis er blandt andet tiltænkt sklerosepatienter, og derfor deler Scleroseforeningen Jeppe Jaqué Frimands frustration over den manglende tilskudsordning.

- Vi har nogle meget syge patienter, som har gået utålmodigt og ventet på, at forsøgsordningen kom i gang. Nu er den i gang, men når der ikke er en tilskudsordning, så er der nogle, som slet ikke kan deltage, fordi de ikke har råd til at betale, siger foreningens direktør, Klaus Høm.

Han fortæller, at mange af de sklerosepatienter, som kan drage nytte af forsøgsordningen, er på overførselsindkomst, og at en tilskudsordning derfor er "helt afgørende".

- Hvis der ikke er en tilskudsordning, så er de nødt til at fortsætte, som de har været tvunget til hidtil. Og det vil sige, at de må købe det illegalt, siger Klaus Høm.

DF har rykket ministeren

Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt (DF), der også er formand for Folketingets Sundhedsudvalg, er enig i, at det har taget for lang tid at få en tilskudsordning på benene.

Hun håber derfor, at det bliver muligt at refundere udgifter til patienter som Jeppe Jaqué Frimand med tilbagevirkende kraft.

- Jeg har rykket ministeren for, at vi nu får tilskuddet på plads, og ministeren har lovet, at det kommer inden længe, siger hun.

DR Nyheder har ikke kunnet få et interview med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), men hendes partis sundhedsordfører, Jane Heitmann (V), forsikrer, at der bliver arbejdet på højtryk for at få strikket en tilskudsordning sammen.

Hun kan ikke give et konkret tidsperspektiv eller et bud på udformningen af ordningen, ligesom hun ikke kan garantere, at patienter kan få tilskud med tilbagevirkende kraft.

- Fokus er nu og her på at få sammensat en ordning, der opfylder kravene til en tilskudsordning, og som kan rumme de præparater, som vil komme på markedet, efterhånden som ordningen rigtig får fat, siger Jane Heitmann.

Jeppe har prøvet 15-20 slags medicin

Jeppe Jaqué Frimand har fået udskrevet begge produkter, som findes på det danske marked. (© DR Nyheder)

Forsøgsordningen med medicinsk cannabis er tiltænkt patienter, som ikke har haft gavn af godkendte lægemidler.

Den kategori hører Jeppe Jaqué Frimand under.

Efter elskaden har han fået mellem 15 og 20 slags medicin, men intet af det har hjulpet tilstrækkeligt. I stedet har medicinen gjort ham sløv, inaktiv, lagt 25 kilo til hans vægt og givet ham en følelse af, at han har mistet grebet om sit liv.

Psykologsamtaler, akupunktur, massage, kraniosakralterapi og adskillige andre former for alternativ behandling har heller ikke hjulpet ham.

De cannabisdråber, som en smertelæge udskrev til ham, havde heller ikke den ønskede effekt, selvom han til sidst tog 80 dråber om dagen.

Midler afsat til forsøgsordningen

  • 2017:5,7 millioner kroner

  • 2018: 3,4 millioner kroner

  • 2019: 2,4 millioner kroner

  • 2020: 5,3 millioner kroner

  • Midlerne i 2017 blev primært afsat til it-tilpasninger i blandt andet Lægemiddelstyrelsen og på apotekerne. Resten skal gå til drift af ordningen og til oplysning.

  • Yderligere er der afsat fem millioner kroner i 2018 til en forskningspulje.Kilde: Finanslov for 2017

- Det gør mig til mere menneske

Derimod hjalp det, da han tog smertebehandlingen i egen hånd og tog til Christiania i København, hvor han købte cannabis på det illegale marked. Det lovbrud vil både Jeppe Jaqué Frimand og hans hustru dog gerne være foruden.

Derudover giver det Jeppe Jaqué Frimand en tryghed at vide, at hans cannabisprodukter bliver fremstillet under kontrollerede forhold, og at hans behandling kan foregå med rådgivning fra læge og apoteket.

Og selvom det medicinske cannabis ikke fjerner hans smerter helt, så giver det ham så meget ro i kroppen, at han kan fokusere på andre ting.

- Jeg kan aflevere og hente min datter, og vi kan være sammen som familie, hvor jeg ikke skal ligge alene i et rum og have ondt. Det gør mig til mere menneske, og jeg bliver mere udadvendt. Jeg bliver mere den Jeppe, jeg var engang, og ikke smerte-Jeppe.

Facebook
Twitter