Jesper Skibby om sin depression: Jeg havde ikke lyst til at leve

I årevis holdt den tidligere cykelrytter Jesper Skibby skjult, at han var helt nede og led af flere depressioner.

Når Jesper Skibby skulle give interview til pressen i sin tid som professionel cykelrytter, fandt han den storsmilende Skibby med de rappe replikker frem foran kameraerne.

Stilen fortsatte han, selv da hans karriere var ved at rinde ud i slutningen af 90erne, men bag den storsmilende maske voksede en mørk side sig større og større.

- Jeg spillede en rolle, som jeg hadede. Jeg skulle spille den glade dreng. Men jeg var langt fra den glade dreng. I bund og grund havde jeg bare lyst til at sige: Jeg har ikke lyst til leve mere.

Sådan fortæller Jesper Skibby om den periode i hans liv, hvor han for første gang blev ramt af en depression.

Nede i afgrunden

Han ved ikke med sikkerhed, hvad der fik depressionen til at overmande ham, men han tror, at det hænger sammen med det dopingmisbrug, han først indrømmede en del år senere i 2006.

- Det gjorde, at det hele faldt sammen. Jeg stod nede i en afgrund og kunne ikke komme op, siger han.

Jesper Skibby var ikke i stand til at tale med sin familie og venner om, at han havde det skidt. Han havde mest af alt bare lyst til at være alene i et mørkt rum.

- Jeg var ligeglad med det hele. Jeg var ligeglad med, om jeg lå inde i Istedgade med en nål i armen, eller om jeg kørte galt. Jeg var ligeglad med alt og alle og meget ligeglad med mig selv.

Don Ø hjalp

Han lod sin psyke blive i mørket, men jobbet som cykelrytter tvang ham til at holde sin krop ude i lyset og iføre sig masken som den glade, rapkæftede Skibby.

Først efter at han stoppede som cykelrytter i 2000, og Flemming Østergaard, tidligere formand for Parken Sport & Entertainment, tog fat i ham, begyndte han så småt at vise sin mørke side.

På det tidspunkt havde Jesper Skibby et overforbrug af medicin for at dulme sit selvhad, han havde været nede i flere år og haft flere depressioner, vurderer han, når han ser tilbage.

- Flemming Østergaard tog fat i mig og sagde: Jesper, du er en skrøbelig person, men vi skal nok hjælpe dig, fortæller Jesper Skibby.

Han blev ansat i Parkens salgsafdeling i 2003, og der blev lagt en plan for, hvordan tingene skulle køre.

- Det hjalp mig op ad hullet.

Mere opmærksom

Jesper Skibby fik lettere ved at sige, hvordan han havde det, og i dag føler han sig rask takket være sin familie og vennerne, der fungerer som sikkerhedsnet.

Selvom perioden med de tilbagevendende depressioner var dyster, har den også ført noget godt med sig for Jesper Skibby.

Han er blevet bedre til at mærke efter, hvordan han selv har det og tænker mere over, hvordan han opfører sig over for andre.

- Jeg er meget opmærksom på, om jeg går over stregen, og det er vigtigt, for der er alt for mange mennesker, der sårer folk.

Depression rammer cirka hver femte dansker mindst én gang i livet ramt af en depression, og på en tilfældig dag i Danmark er der ifølge Sundhedsstyrelsen 150.000 danskere med depression.

I videoen øverst i artiklen kan du høre Jesper Skibby fortælle om sine depressioner, og hvordan han er kommet videre.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk