Jesper Theilgaard: Derfor bliver Søndre Strømfjord oversvømmet

Ekstraordinært varmt vejr sætter gang i afsmeltningen af indlandsisen. DRs vejrredaktør forklarer hvordan det sker.

Ekstraordinært varmt vejr sætter gang i afsmeltningen af indlandsisen. DRs vejrredaktør forklarer hvordan det sker. (© DR)

Dramatisk og ekstraordinært!

Sådan betegner DRs vejrredaktør, Jesper Theilgaard, vejrsituationen i det vestlige Grønland lige nu. Her har smeltevand fra indlandsisen foreløbig ødelagt for millioner af kroner og truer lige nu vand- og elforsyningen i bygden Kangerlussuaq, tidligere kendt som Søndre Strømfjord.

- Grønland er plaget af en lang periode med varme. Det har sat gang i afsmeltningen af indlandsisen. Vi kender ikke den konkrete forklaring på, hvorfor elven er gået over sine breder netop nu, men det kan meget vel være en smeltevandssø i indlandsisen, der er gået hul på, siger DRs erfarne vejrvært.

- Det er set før, at vandet pludselig kan komme væltende i store mængder, som vi så for nogle år siden, hvor en dansk forsker blev dræbt. Men mig bekendt har der ikke været tilsvarende oversvømmelser i Kangerlussuaq, siger Jesper Theilgaard.

Varme fra USA sætter gang i afsmeltningen

Som man kan se på grafikken her på siden, så skyldes det varme vejr på Grønland en blokeret vejsituation, hvor der pumpes varme op over Grønland, uden at der kommer kulde ned, som der plejer.

- Varmen pumpes op over Grønland med jetstrøm fra det østlige USA, hvor der har været hedebølge. Den tager så et sving ned over Mellem- og Sydeuropa og videre op til Sibirien, hvor der også er hedebølge lige nu. Grønland ligger i varme, mens Danmark og Vesteuropa er i kulde, forklarer Jesper Theilgaard.

På indlandsisen i tre-fire km.s højde er der lige nu tøvejr, og det forværre situationen yderligere.

- Normalt er overfladen hvid pga. den nyfaldne sne, og den reflekterer solstrålerne, så der ikke sker nogen opvarmning. Men nu er der ingen sne og kun is tilbage. Isen er sort pga. de sod og støvpartikler, som er gemt i den, så er refleksionen er nedsat med 25 procent. Og resten af energien opvarmer isen. Det virker dramatisk, siger Jesper Theilgaard.

Ingen udsigt til bedring

Der er desværre ikke udsigt til, at vejrsituationen vil ændre sig foreløbig.

- Der sker ikke noget den næste uges tid, så problemet fortsætter i Grønland. Hvor meget mere smeltevand, der venter, ved vi af gode grunde ikke. Men konsekvenserne kan blive meget alvorlige, hvis oversvømmelserne rammer infrastrukturen og afbryder både kommunikationsveje og de fysiske veje. Så har man et gigantisk problem, advarer Theilgaard.

Han vil ikke afvise, at vejrsituationen er et symptom på verdens klimaforandringer.

- Det skal man være varsom med at sige. Men det er en højst usædvanlig situation, og det er oplagt at give klimaforandringerne en tanke, siger vejrredaktøren.

Facebook
Twitter