Joachim og Marie bliver gift 24. maj

Brylluppet mellem Prins Joachim og Marie Cavallier finder sted lørdag den 24. maj 2008 i Møgeltønder kirke. Dermed får parret samme bryllupsdag som Joachims mormor og morfar, Kong Frederik 9. og dronning Ingrid.

Prins Joachim skal giftes med sin Marie 24. maj i Møgeltønder Kirke. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Brylluppet mellem Prins Joachim og Marie Cavallier finder sted lørdag den 24. maj 2008.

Vielsen forrettes af biskop Erik Norman Svendsen i Møgeltønder Kirke, og det er ikke overraskende. Han har også viet kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og døbt begge parrets børn.

Efter vielsen i Møgeltønder kirke vil der være privat bryllupsfest på Schackenborg Slot.

Bryllupsdag ikke tilfældig

Valget af dato er måske ikke helt tilfældigt, da parret dermed får samme bryllupsdag som Joachims mormor og morfar, kong Frederik 9. og dronning Ingrid. De blev gift 24. maj 1935 i Storkyrkan i Stockholm.

Prins Joachim og Marie Cavallier blev forlovet for halvanden måned siden, og i forbindelse med forlovelsen oplyste Marie Cavallier, at hun først efter brylluppet bosætter sig i Danmark.

Senest Møgeltønder Kirke blev benyttet af kongehuset var, da prins Joachims yngste søn, prins Felix, blev døbt i oktober 2004.

Vielsen finder sted i Møgeltønder Kirke (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)