Jobcenterchef om stigende bureaukrati: Vi taler om tsunamier

Opgaver som dokumentation, registrering, journalisering og bogføring stjæler en stor del af de ansattes tid på Jobcenter Næstved.

På Jobcenter Næstved vurderer jobcenterchefen, at man ville kunne halvere den tid, der bruges på administration, ved at forenkle reglerne. (Foto: Asger Ellekrog © DR)

Jonna Von Bülow er sagsbehandler på Jobcenter Næstved. Hun bruger langt størstedelen af sin dag på administration, mens højst en fjerdedel af hendes tid bliver brugt på det, hun egentlig er der for - nemlig borgeren.

- Der er blevet mindre og mindre tid til kontakten med borgerne. Det oplever jeg som frustrerende, siger Jonna Von Bülow.

For når hun har hovedet begravet i papirerne, går den tætte kontakt til borgeren tabt.

En flodbølge af papirer

På jobcenteret i Næstved oplever den daglige leder, at bureaukratiet har fået vokseværk.

- Det er flodbølger af papirer, der kommer væltende ind over skrivebordene - ikke bare hos lederne, men også hos medarbejderne, og det er dem, der skal oversætte det til virkelighed for de borgere, der er berørt af det, siger Christian Von Benzon, leder af Jobcenter Næstved.

Han kan i den grad mærke, at der kommer flere nye regler og love til, som kommunerne og herunder jobcentret skal sætte sig ind i og implementere.

Og det er til trods for, at både den nuværende og tidligere regeringer har lovet det modsatte.

Alene beskæftigelsesloven er blevet ændret ti gange inden for det seneste år, fortæller han.

Skal omsættes til arbejdsgange

Og hver gang politikerne på Christiansborg vedtaget noget nyt, må de løbe ekstra stærkt ude i kommunerne.

For det første skal man sætte sig ind i alle reglerne, og for det andet skal man omsætte reglerne til nye arbejdsgange.

Og for det tredje skal it-systemerne være gearet til det, forklarer jobcenterchefen. Men der er simpelthen ikke tid nok.

- Det er ikke nok at tegne tegningen, huset skal også bygges. Og det tager altså nogen gange længere tid at bygge huset end at tegne det, siger Christian Von Benzon.

Må prioritere reglerne

Det er opgaver som dokumentation, registrering, journalisering og bogføring, der stjæler de ansattes tid på Jobcenter Næstved.

- Problemet er, at vi kommer til at bruge flere ressourcer på at administrere end på egentlig at gøre noget for de mennesker, vi dybest set er sat i verden for at gøre noget for, siger Christian Von Benzon.

Derfor bliver de også nødt til at lave en prioritering på jobcenteret.

- Vi har sådan set ikke mulighed for at nå at sætte os ind i detaljen. Vi arbejder efter plan A, B og C - altså det vigtigste først. Detaljen må vi vente med, siger han.

Færre regler og mere samarbejde

Ifølge jobcenterchefen er den stigende mængde bureaukrati spild af penge. Han vurderer, at jobcenteret kunne halvere den tid, de bruger på administration, ved at forenkle reglerne.

I stedet for hele tiden at indføre nye love burde politikerne på Christiansborg gøre mere ud af samarbejdet stat og kommune imellem.

- De skal vedtage færre regler og lytte lidt mere til de mennesker, der har noget med virkeligheden at gøre, afslutter Christian Von Benzon.