Jobcentret til Robert: Start din egen virksomhed

Robert Nielsen aka. Dovne Robert fik indskærpet reglerne for at være til rådighed for arbejdsmarkedet, da han mandag var til møde på jobcentret.

Robert Nielsen aka. Dovne Robert fik indskærpet reglerne for at være til rådighed for arbejdsmarkedet, da han mandag var til møde på jobcentret. (© DR)

I sidste uge fik Robert Nielsen aka. Dovne Robert et brev fra jobcentret om indkaldelse til en ekstraordinær samtale.

Her stod, at der den seneste uge var opstået tvivl om, hvorvidt Robert reelt var til rådighed for jobmarkedet, sådan som man skal være som kontanthjælpsmodtager.

- Jeg tror, at tvivlen er politisk og ikke administrativ, for herinde på jobcentret har de selv udleveret mig en jobplan, og de ved godt, at jeg følger den, siger Robert Nielsen til DR Nyheder.

Villig til opvaskerjob

Men mødet på jobcentret mandag formiddag forløb fint.

- De sagde det, jeg havde regnet med. De ville høre, om, jeg stod til rådighed på jobmarkedet, og det svarede jeg ja til. Og så ville de også høre, om jeg vidste, hvad det indebærer at være til rådighed, og det svarede jeg også ja til, siger Robert.

Helt konkret spurgte jobkonsulenten, om Robert var parat til at tage et job som opvasker.

- Jeg sagde, at jeg godt var klar over, at et job som opvasker var en del af det at være til rådighed på jobmarkedet, men de havde heldigvis ikke noget konkret opvaskerjob lige nu, siger Robert.

Coach ser store muligheder

To gange om ugen skal Robert Nielsen møde op hos en jobcoach - og her mener man, at der er store muligheder i Robert.

- Her mener man, at jeg har en relativ bred almen dannelse og stor veneration for de svage og udsatte i samfundet, min jobcoach mener, at jeg skal tage et job i en socioøkonomisk virksomhed eller starte noget selv, fortæller Robert Nielsen.

Tættere på job

Han er godt klar over, at samtalen i dag - og de mange coachsessioner - sender ham tættere på arbejdsmarkedet.

- Jeg vil sige, at jeg er kommet lidt tættere på at få et job, siger han.

Robert Nielsen har dog allerede et konkret jobtilbud på hånden. Han skal nemlig skrive klummer for DR's Anders Lund Madsen, når denne starter et nyt program i løbet af efteråret.