Jørgen lå fire dage alene på et gulv ramt af hjerneblødning

Anna Katrin Nørgaard har altid set på sin far som en usårlig kæmpe. Indtil den dag, han fik en hjerneblødning og først fik hjælp efter fire dage.

En hjerneblødning var lige ved at koste Jørgen Nørgaard livet. Hans datter Anna Katrin Nørgaard er lettet over, at han nu bor tættere på hende. (Foto: Olivia Rix)

- Jeg var mærkeligvis ikke bange. Jeg håbede bare på, at der ville komme nogle og befri mig fra mit livs helvede.

Sådan siger 80-årige tidligere højskoleforstander Jørgen Nørgaard i P1 featuren "Far, du skal på plejehjem".

I tre et halvt døgn lå han på et koldt toiletgulv ramt af en hjerneblødning, før han mirakuløst blev fundet i live.

Nu har hans datter, journalist Anna Katrin Nørgaard, lavet en radiofeature om ulykken, der ikke måtte ske. Og som betød, at hendes far nu sidder i kørestol og er lammet i venstre del af kroppen.

- Min far har altid været sådan en supersej mand. I en alder af næsten 80 år lavede han og general Kjeld Hillingsøe ture til Normandiet og D-dagskysten. Han viste turister rundt på Christianshavn og var engageret i et væld af foreninger og rejste rundt i verden, fortæller Anna Katrin Nørgaard.

En usårlig kæmpe

Hende og hendes søster er for længst flyttet fra barndomshjemmet i Hadsten ved Aarhus til hovedstadsområdet for at studere og arbejde.

Jørgen boede derfor alene og har gjort det siden 1974, hvor han blev skilt fra pigernes mor.

- Min far lavede alt arbejde i haven og med huset helt alene. Et stort hus på 4 etager, hvor han stod på stiger og malede vinduer. Han var frisk og ville gøre det hele selv, fortæller Anna Katrin, der altid har set sin far som en usårlig kæmpe.

Også selv om han nærmede sig de 80.

Alene i huset

De to voksne døtre havde i flere år presset på, for at få deres far til at flytte til Sjælland eller "Djævleøen", som han altid kaldte den. Så de kunne holde lidt mere øje med ham og børnebørnene kunne hjælpe ham med IT-udfordringer.

Men selvom det lød dejligt at komme tættere på familien, var Jørgen ikke meget for at flytte til hovedstadsområdet med alle dens vrisne beboere. Den jyske mentalitet passede ham bedre.

- Vi havde masser af dejlig og varm kontakt i telefon og på mail, og far var tit hos os i København, og vi nogle gange hos ham. Men det er klart, jo ældre han blev, jo mere tænkte jeg over, om han kunne blive ved med at passe det store hus og haven, siger Anna Katrin.

Så sent som seks måneder før hjerneblødningen var begge døtre taget over til deres far en hel weekend for at snakke med ham om, hvad der skulle ske, når han ikke kunne klare det hele alene længere.

Kraftigt dehydreret og nedkølet

Et halvt år efter den snak, som ikke mundede ud i noget konkret, går der et par dage, hvor Anna Katrin ikke har kontakt med sin far.

Hun bliver lidt bekymret, men tænker, at han kan være et sted henne, som han har glemt at fortælle om. Og da han ikke bruger mobil, er han svær at få fat på.

Men på fjerdedagen bliver det alligevel for mærkeligt, og hun alarmerer politiet.

- De finder far med en kropstemperatur på 34 grader, dehydreret og i livsfare. Spørg mig lige, om jeg ikke følte mega skyld, over at vi ikke opdagede ham noget før, da min søster og jeg kørte som død og djævel mod intensivafdelingen på Århus Universitetshospital.

At leve med sin skæbne

Anna Katrin ville ønske, at hendes far havde haft en aftale med en nabo om, at der fx skulle være lys i køkkenvinduet hver morgen, og hvis ikke, så måtte naboen rykke ind og se efter om alt var, som det skulle være.

Og så ved hun nu, at familier skal have kontakt med deres gamle hver dag.

- Vi ringede ikke hver dag - og han ringede heller ikke hver dag. For han var jo så frisk! Bedre opmærksomhed havde ikke reddet min far, men den havde betydet, han blev fundet tidligere, siger hun.

Vil gerne til Afrika

Jørgen Nørgaard er nu flyttet til "Djævleøen", hvor han nu bor på et plejehjem i Helsingør kommune tæt på Anna Katrin.

- Jeg vil gerne til Afrika igen, siger Jørgen, der ikke mener, at det er en hindring, at han sidder i kørestol. (Foto: Olivia Rix)

Selv om han er lammet i den ene side af kroppen, har han ikke mistet lysten til at komme på nye eventyr.

Da plejehjemmet vil vide noget om hans interesser siger han 'rejser'.

- Vil du da gerne ud at rejse igen, spørger Anna Katrin ham i featuren.

- Ja, til Afrika igen. Hvorfor skulle jeg ikke kunne det, bare fordi jeg er lammet i den ene side og sidder i kørestol?

Facebook
Twitter