Jomfru Ane Gade bliver lukket i 14 dage for at stoppe coronasmitten

Epidemikommissionen anbefalede tidligere i dag politikerne at lukke gaden de næste 14 dage.

Der bliver ingen fadøl og lakridsshots i Aalborgs Jomfru Ane Gade de næste 14 dage. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Det er slut med fadøl i den populære værtshusgade Jomfru Ane Gade i Aalborg de næste to uger. Det har politikerne i Folketingets Epidemiudvalg lige besluttet.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) siger, at han håber, at lukningen kan holde smitten i Aalborg nede, så man undgår, at kommunen må lukke helt ned. To sogne i kommunen er nemlig allerede blevet lukket på grund af for høje smittetal.

- Jeg tror, vi alle er enige om, hvor dejligt det er, at vores samfund åber op igen. Det betyder, at vi får livet tilbage på gader og stræder.

- Men vi skal holde tungen lige munden, så vi sørger for, at smitten ikke kommer ud af kontrol. Derfor er det vigtigt, at vi alle fortsat tager et ansvar, lyder det fra erhvervsministeren i en pressemeddelelse.

Valget om at lukke gaden, som den bliver kaldt, kommer på baggrund af en fortrolig indstilling fra Epidemikommissionen til Folketingets Epidemiudvalg, som DR Nyheder er i besiddelse af.

Smitten kommer fra gaden

Smitten med coronavirus spreder sig nemlig i Aalborg Kommune, og ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed kan meget af den spores tilbage til Jomfru Ane Gade.

Der er tale om en "særlig situation i Aalborg, hvor der dels er en stor koncentration af smitte, der formodes at være relateret til Jomfru Ane Gade, og dels at værtshuse og barer i kommunen ligger tæt og koncentreret netop i denne gade", skriver Epidemikommissionen i sin indstilling.

Også Nordjyllands Politi oplyser, at man har været bekymret for smitteudviklingen i området.

Derfor vil politiet fortsætte med at være synligt til stede i og omkring Jomfru Ane Gade i de kommende uger - også selvom gaden er lukket.

- Når man lukker restaurationerne i festgaden, stopper festen ikke: Festlighederne flytter forståeligt nok andre steder hen i bybilledet og på andre restaurationer – og det vil vi føre skærpet tilsyn med, så vi undgår en overtrædelse af forsamlingsforbuddet, og undgår at der opstår nye smittekæder, lyder det fra politiinspektør Claus Danø i en pressemeddelelse.

Kommunen bad om hjælp

Aalborg Kommune har selv bedt om hjælp til at bekæmpe smittespredningen. To sogne centralt i kommunen er nemlig allerede blevet lukket på grund af for høje smittetal - blandt andet det sogn, som Jomfru Ane Gade ligger i.

Men den automatiske nedlukning gælder ikke for barer og restauranter, og derfor har gadens barer kunnet holde åbent, mens skoler, museer og andre kulturinstitutioner har været lukket.

- Det giver jo ikke meget mening, at du ikke kan gå på Historisk Museum og se på pilespidser og andre udstillinger, men du kan godt gå i Jomfru Ane Gade om aftenen og feste, har borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) sagt.

Lukningen gælder fra i morgen, torsdag, og til og med den 16. juni.

Helt konkret gælder lukningen for serveringssteder - altså barer og restauranter - i Jomfru Ane Gade, Jomfru Anes Gård og Ny Mølle Stræde.