Moderaternes folketingsmedlem og kulturordfører, Jon Stephensen, afviser at have forfalsket en underskrift.
Det siger han til DR Nyheder, som mødte ham i ankomsthallen ved 7.20-tiden her til morgen, da han kom hjem fra en tur til Indonesien.
- Jeg har ikke forfalsket en underskrift, og jeg har ikke mere at sige. Den slags skal afgøres i retten, hvor lydfilen skal evalueres og lægges frem. Det håber jeg, I har respekt for, lød svaret.
Virakken omkring politikeren er opstået i kølvandet på historier om, at han skulle have forfalsket en underskrift fra Dansk Boldspil-Unions kommunikationschef Jakob Høyer i sin tid som teaterchef på Aveny-T i København. På en lydoptagelse, som Børsen har offentliggjort, kan man høre det, der lyder som et skriveredskabs bevægelser hen over et stykke papir, hvorefter en stemme siger: "Det ser da meget godt ud, ik'".
Sagen om underskriften førte sammen med anklager om "uhensigtsmæssig ledelse" i maj 2022 til, at han blev fyret fra jobbet som teaterchef.
For nylig har en mængde kilder over for TV2 fortalt, at Jon Stephensen har opført sig skidt i rollen som teaterchef. Han har blandt andet ifølge TV2's kilder ikke villet acceptere unge kvindelige skuespilleres "nej" til at være nøgne på scenen, og han skulle både have overfuset og truet nogle af sine ansatte.
TIl det siger han her til morgen til DR, at han har været teaterchef og leder i en svær branche i 22 år.
- Der er stress og "præmiere-nerver", som gør, at det job adskiller sig meget fra andre lederjob. Jeg tror, det er svært at være leder i 22 år uden at undgå at komme til at såre, gøre nogen kede af det og tage upopulære beslutninger. Som jeg har sagt før, vil jeg gerne undskylde, hvis nogen sidder tilbage og føler sig sårede eller kede af det. Det har aldrig været min mening, og det vil jeg gerne undskylde for, siger Jon Stephensen.
Han står ved, at han ikke kan genkende de sager, der er kommet frem om ham én til én.
- Jeg betragter mig hverken som krænker, sexist eller andre udtryk, der er brugt om mig. Der fra til at kunne give en undskyldning, hvis nogen føler sig trådt over tæerne af den måde, jeg har ageret på. Det står jeg til enhver tid på mål for.
Ingen kontakt til partiledelsen
- Har du været i kontakt med nogen i toppen af partiet i den tid, der gik, fra du i første omgang ikke kunne genkende kritikken, til du nu siger undskyld?
- På ingen måde. Det er alene mig selv. Jeg har siddet alene på den anden side af jordkloden og følt, at det var det rigtige. Jeg mener stadig, at jeg tog nogle beslutninger som leder, og dem står jeg ved. Det er ikke det samme, som at jeg ikke kan undskylde, hvis nogen er blevet kede af det og følt sig dårligt behandlet af mig, siger Jon Stephensen.
I onsdags gav han ligeledes en uforbeholden undskyldning til tidligere medarbejdere og ansatte fra tiden som teaterdirektør på både Østre Gasværk og Aveny-T.
Jon Stephensen fik ét af Moderaternes 16 mandater, da partiet den 1. november sidste år stormede ind i Folketinget som det tredjestørste parti.
Siden fik Lars Løkke Rasmussen også partiet ind i regeringen, men sagen om Jon Stephensen har altså nu sendt det unge parti ud i lidt af et stormvejr.
Hør i podcasten 'Tiden' hvordan Joachim B Olsen spår, at politikerens karriere er færdig.